Ta' på vandretur på Køge å stien

Vandretur søndag den 17. august. Gratis bus fra Køge.

MOTION: Søndag den 17. august har alle en hel unik mulighed for at vandre hele Køge Å stien fra Dyndet til Køge by.
Turen er på ca. 20 km ad naturskønne stier, skovveje og landeveje langs Køge Å.
- Det er helt klart den smukkeste vandresti i lokalområdet, siger turarrangør Lykke Gundesen fra Køge Vandreforening og tilføjer, at turen var en stor succes sidste år med næsten 100 deltagere – og der er god plads ude på ruten, så man kan sagtens være endnu flere i år.
Det er Køge Vandreforening og Det Grønne Hus i Køge der står bag arrangementet, der er støttet af Køge Kommunes Agenda 21 udvalg. Vandringen er en af de mange vandreture i den regionale 'Vandrefestival 2014'.

Turen fra Dynget til Køge

Fra Dyndet følger turen Køge Å stiens skiltning gennem Regnemark, Spanager, Skovhusvænge, Gl. Lellinge og Køge Ås tilbage til Ellemarkskolen i Køge. Der udleveres kort ved start.
Der er 2 rastepladser undervejs, hvor der kan købes forfriskninger til rimelige priser. Har du lyst til at gå med på en lidt kortere tur, så stopper bussen på P-pladsen ved Ejbyvej 102, hvorfra der er ca. 10 km ad Køge Å stien tilbage til Køge gennem Skovhusvænge, Lellinge og Køge Ås. Der er start herfra kl. 10, og det er også muligt at møde op og købe startkort på P-pladsen.
Der er gratis bustransport fra Ellemarkskolen, Gymnasievej 10 i Køge kl. 8.30 søndag den 17. august. Der kan købes startkort kl. 9.00 på startstedet ved Mosehusets Købmandshandel (Pandekagehuset), Dyndetvej 30 i Borup.
Tilmelding er ikke nødvendig.
Læse mere om denne og andre vandreture på www.vandrefestival.dk.
pm

Publiceret 09 August 2014 09:15