Ejendomsmægler og valuar, Allan Wolff Nielsen fra Nybolig i Køge. (Arkivfoto: JCJ).

Ejendomsmægler og valuar, Allan Wolff Nielsen fra Nybolig i Køge. (Arkivfoto: JCJ).

Største hussalg siden finanskrisens start

HUSSALG: Salget af villaer og rækkehuse var i årets første seks måneder det største, siden finanskrisen ramte boligmarkedet.
Boligsalget var i årets første seks måneder 27 pct. større end salget på samme tidspunkt for fem år siden, da finanskrisen for alvor satte sit aftryk på boligmarkedet. Det viser en opgørelse over salget af villaer og rækkehuse hos Nybolig, der er en af Danmarks største ejendomsmæglerkæder.
- Salget af boliger faldt brat og markant som følge af finanskrisen, der for alvor ramte boligmarkedet i 2009. Siden har salget vist en stigende tendens, og nåede i årets første seks måneder, med en stigning på 5 pct. i forhold til sidste år, op på det højeste niveau siden finanskrisens start, siger ejendomsmægler og valuar, Allan Wolff Nielsen fra Nybolig i Køge.
Salget ligger i samtlige landsdele højere end for fem år siden med Østjylland som topscorer med en stigning på 52 pct. i forhold til 2009. Hovedstaden følger efter på en andenplads, hvor salget i København isoleret set er fordoblet.
- Den stigende optimisme hos danskerne kan nu tydeligt aflæses i boligsalget i samtlige landsdele. Mange boligkøbere har i de seneste fem år været forsigtige og afventende med hensyn til at realisere drømmen om at købe egen bolig eller skifte til en ny bolig på grund af den generelle usikkerhed i kølvandet på finanskrisen. Det er afløst af en stigende optimisme, som i kombination med en historisk lav rente på boliglån og stigende priser får flere boligkøbere til at slå til nu, fortæller Allan Wolff Nielsen.
Den positive udvikling i boligsalget ser samtidig ud til at fortsætte.
- Salget i juli ender, målt på de foreløbige salgstal, godt 2 pct. over salget i juli sidste år, så hverken feriehøjsæson eller hedebølge har holdt boligkøberne tilbage, tilføjer Allan Wolff Nielsen fra Nybolig i Køge.
pm

Publiceret 10 August 2014 12:00