Rekord mange startet på erhvervsskole

Syddansk Erhvervsskole kan i år konstatere en rekord stor tilmelding af unge mennesker, der ønsker at tage en erhvervsfaglig uddannelse.
Skolen har base i Vejle. Odense og Grindsted, og alt i alt har 2026 tilmeldt sig, hvilket er en fremgang på 129 elever flere end sidste år og 20 procent flere i forhold til for fem år siden.
Og noget kunne tyde på, at ungdommen i stigende grad er begyndt at fokusere på deres beskæftigelsesmuligheder efter svendebrevet. Stigningen er nemlig særlig udtalt inden for uddannelser med gode fremtidige jobudsigter. Særlig mærkbar markerer elev-fremgangen sig således inden for elektriker-, automatiktekniker-, smede- og industriteknikeruddannelserne - altså håndværksfag, som ifølge prognoser fra Arbejdsmarkedsstyrelsen og Beskæftigelsesregion Syddanmark vil blive stærkt efterspurgt i forbindelse med det kommende danske milliard-byggeboom.
”Jeg er glad for, at vi er i stand til at levere den arbejdskraft, som efterspørges så stærkt i fremtiden. Elevtilmeldingen
viser, at de unge er opmærksomme på, at rigtig mange af erhvervsskolens uddannelser opfylder tunge behov i erhvervslivet”, siger Lars Bregnehøj, direktør for Syddansk Erhvervsskole.
Også inden for afdelingen ”Mad til Mennesker”, der har til huse i Vejle og uddanner slagtere, bagere og ernæringsassistenter, er elev-interessen voksende.

Eux

Endelig markerer den kun fire år gamle EUX-uddannelse sig stærkt i statistikken med dens attraktive kombination af håndværk og boglige fag på studenter-niveau. Pr. 1. august 2014 har i alt 257 nye elever tilmeldt sig som EUX-ere inden for de i alt 12 EUX-uddannelser, som Syddansk Erhvervsskole udbyder. Det er en stigning på knap 40 procent i forhold til sidste år. EUX-uddannelserne er adgangsgivende til en række videregående uddannelser samtidig med at man får et traditionelt svendebrev.
”Interessen for EUX-uddannelserne er særlig interessant, fordi mange virksomheder med højtuddannede ansatte sætter pris på, at man også har et grundlæggende fagligt kendskab til faget og livet på en byggeplads”, siger Lars Bregnehøj.

Publiceret 13 August 2014 16:00