Dennis Skov har lige åbnet skateshop i Vejle Midtpunkt og vil kæmpe for bedre forhold for byens skatere. Foto: Jeppe Rafn.

Dennis Skov har lige åbnet skateshop i Vejle Midtpunkt og vil kæmpe for bedre forhold for byens skatere. Foto: Jeppe Rafn.

Skatere og politikere ønsker ny skatebane

Kulturformand vil gerne være med til at give skaterne ordentlige forhold i Vejle

En ny skateshop i Vejle har sat gang i en debat om en skatebane i byen. På Facebook Vejle skriver flere, at der mangler en skatebane i Vejle. De bakker op om indehaveren af byens nye skateshop, Dennis Skov, der i Lokalavisen Budstikken Vejle har udtrykt ønske om en bane til skaterne.

Ubrugelig bane

Der findes faktisk en skatebane med ramper i Skolegade, men den er ifølge Dennis Skov nærmest ubrugelig og mere velegnet til BMX og rulleskøjter.
“Det er også det, vi hører,” siger Dan Arnløv Jørgensen, formand for byrådets Kultur- og Idrætsudvalg.
Kulturudvalgsformanden fortæller, at der blandt andet er blevet kigget på muligheden for en skatebane i forbindelse med det nye ungdomskulturhus på Fredericiavej, men at det ikke er så nemt at finde et sted i midtbyen, fordi det kræver en del plads.
“Men vi er en del politikere, der har fokus på det, så mon ikke der er en chance,” siger Dan Arnløv Jørgensen.

Skatebanen i Skolegade (overfor politistationen) er ifølge kendere ikke velegnet til at stå på skateboard... Foto: Jeppe Rafn.

Skatebanen i Skolegade (overfor politistationen) er ifølge kendere ikke velegnet til at stå på skateboard... Foto: Jeppe Rafn.

Nu skal der ske noget

Dennis Skov fra Rebl Skateshop har gang i flere initiativer for at få en skatebane i Vejle. Han og fotografen Jonas Normann vil lave en kortfilm om skatere, og han tænker på at stifte en forening og måske lave en underskriftsindsamling for at sætte skub i sagerne.
“Jeg tror, alle skatere ønsker en bane. Vi mangler det sindssygt meget, og det vil genere meget liv og beskæftige en gruppe, man ellers kunne få lidt problemer med,” siger Dennis Skov, der selv har været en meget aktiv skater.
For kulturudvalgsformanden handler det om at gøre byen attraktiv for børn og unge.
“Hvis man har det sjovt og spændende som barn, vender man tilbage til byen, når man for eksempel er færdig med sin uddannelse på et universitet,” argumenterer Dan Arnløv Jørgensen.

Publiceret 13 August 2014 07:00