Bea Flak-Hansen og Jesper Nørgaard håber - sammen med vinlauget på Degnemosegaard - på en særdeles god vinhøst i år. Foto: BM

Bea Flak-Hansen og Jesper Nørgaard håber - sammen med vinlauget på Degnemosegaard - på en særdeles god vinhøst i år. Foto: BM

Vinlauget på Degnemosegård jubler

Vinbønderne i herredet er optimistiske: Eksperter spår årets danske vinhøst til at blive den bedste nogensinde

Af
Af Birgitte Masson

Ferslev Årets vinhøst i Herredet tegner ikke bare til at blive god. Nej, eksperter spår den til at blive den bedste i Danmark -nogensinde. Det skyldes ikke overraskende de mange solskinstimer, som Danmark har været begunstiget med i år. “Det eneste, som kan ødelægge vinhøsten nu, vil være masser af regn,” siger Jesper Nørgaard, som står i spidsen for Vinlauget på Degnemose gård i Ferslev. “Går vi hen og får en masse regn nu, så vil det bevirke, at druerne ikke kan nå at danne det fornødne sukker, og syreindholdet vil være alt for højt til at kunne give en fornuftig vin.” Jesper Nørgaard og hans hustru Bea Falk-Hansen har dog ikke grund til at frygte det værste, for endnu står der sol på vejrskemaet og druerne, der hænger på de 3800 vinstokke på Degnemosegaards marker, de strutter af sol.

Godt samarbejde

I starten af 2014 gik ægteparret Nørgaard og Falk-Hansen ind og tog hovedansvaret for Vinlauget. “Vi er ca. 30 andelshavere, som mødes et par gange om måneden for at passe og pleje vinmarkerne. Så arbejder vi i seks timer og spiser frokost sammen. Det er enormt hyggeligt. Vinlauget har også genetableret et godt samarbejde med beboerne på Degnemosegaard, som vi jo har forpagtet jorden af, “ Fortæller de entusiastisk. Vinlauget på Degnemosegaard består af mennesker fra Nordsjælland som har mindst en ting til fælles: De brænder for at lave god vin. Det gør Jesper Nørgaard og Bea Falk-Hansen også. Men til forskel fra de øvrige medlemmer, så er vin ikke udelukkende en fritidsbeskæftigelse. “Jeg er uddannet i hotelbranchen, men de sidste fem år har jeg udelukkende beskæftiget mig med vin, hvor jeg har haft engrossalg, primært af italienske vine.” Jesper Nørgaard supplerer hans hustru og fortæller, at han aldrig har lavet andet end at sælge vin: “Jeg har en stor viden om markedet, nu skal jeg lære, hvad der skal til for at dyrke vin,” siger han og smiler. Ægteparret er enige om, at deres styrke er at afsætte vinen. “Vi kunne godt tænke os, at vinen fra Degnemosegaard bliver en del af den nye nordiske madkultur.” Jesper kigger hen på Bea, som nikker samtykkende. Han fortsætter: “Claus Meyer har sammen med andre førende kokke i Norden udarbejdet et nyt nordisk madmanifest, som bl.a. omfatter reglen om at lokale produkter, der afspejler klimaet og som er egnstypisk i Norden skal benyttes. Det er her, vi godt kunne tænke os at spille en rolle med vinene fra Degnemosegaard.” Hoveddruen der dyrkes på markerne i Hornsherred hedder Solaris. Druen er hvid, og er i følge Nørgaard en frugtrig vin, der rammer danskernes smag ganske godt. Læs mere på www.degnemosegaard.dk

Publiceret 13 August 2014 07:00