Initiativgruppen

Initiativgruppen

Debat:

5 grunde til at Børkop trænger til en friskole

Siden februar har vi i initiativgruppen arbejdet på at skabe rammerne og visionen for Børkop Friskole. Vi møder mange positive tilbagemeldinger, når vi fortæller om planerne. Men rygklap bygger man ikke huse med, og Undervisningsministeriet kræver 20.000 kroner i denne uge, hvis vi skal starte Børkop Friskole op om et år. Så det er nu, du skal bakke op om projektet ved at tegne et støttemedlemskab. Her er 5 gode grunde til det:
1. Englystskolen og Fælleshåbsskolen er begge fyldt til bristepunktet. En friskole i Børkop vil ikke alene give et godt supplement til folkeskolen, men vil også tage spidsen af belastningen på de store skoler. På den måde hjælper det til at øge kvaliteten af undervisningen på folkeskolerne.
2. Børkop er det område i Vejle Kommune, hvor flest flytter til. En friskole i området vil være attraktiv for tilflyttere og markere Børkop endnu stærkere på landkortet, så folk også flytter hertil om 10 og 20 år.
3. At starte og drive en friskole er et demokratisk projekt, som er baseret på frivillighed og engagement. På en friskole har vi mulighed for at få medindflydelse på vores børns skolegang. Her er kort vej fra idé til handling.
4. I denne uge begynder vores børn at se konsekvenserne af en gigantisk spareøvelse, der er maskeret som skolereform. Hensigterne med reformen er gode, men der følger ingen penge med, og skolerne har haft meget kort tid til at omstille sig. På en friskole kan vi plukke de bedste ting fra skolereformen og skabe rammerne for undervisning, der driver elevernes nysgerrighed, iderigdom og virkelyst.
5. Timingen bliver ikke bedre. Vi har vækst i området, vi har gode dialoger med både banker og byrådsmedlemmer, vi har en ivrig initiativgruppe med alle de nødvendige kompetencer, vi har en byggegrund klar. Ikke mindst står vi foran et forvirrende skoleår, som vil få flere forældre til at kigge efter alternativer. Jeg er ikke i tvivl om, at Børkop Friskole bliver til noget, hvis vi formår at samle nok støttemedlemmer.
Du har en sjælden mulighed for at bakke op et initiativ, som både byen, din friværdi og ikke mindst dine børn vil få glæde af mange år frem. Jeg håber, at du kan afse 300 kroner til et støttemedlemskab i dag. Påbørkopfriskole.dk kan du læse, hvordan du støtter op og betaler.

Publiceret 13 August 2014 06:00