Randers :

Fem skoler lukkes

Af
Dan Jensen

Et forslag til ny skolestruktur i Randers Kommune er netop blevet fremlagt, og fem skoler indstilles til at lukke.
Det er Gjerlev-Enslev skole, Hadsundvejens skole, Nyvangsskolen, Rytterskolen og Vorup skole.
Dermed reduceres antallet af folkeskoler fra 24 til 19.
Forslaget betyder, at ni skoler får et særligt udskolingsmiljø, og at 10 skoler får børnemiljøer for 0.-6.klasse.
Oplægget frigiver et årligt provenu på 36 mio. kroner, som bliver på skoleområdet og blandt andet går til moderne it i skolerne og tolærerordninger.
Forslaget er udarbejdet af Børn, Skole og Kulturforvaltningen på baggrund af en række tilkendegivelser og politiske drøftelser blandt 26 byrådsmedlemmer.
Forslaget til ny skolestruktur bliver behandlet i Børn og Skoleudvalget i næste uge.
Herefter behandles det i Byrådet d. 1. september og umiddelbart efter – d. 2. september – kommer forslaget i offentlig høring frem til 27. oktober.

Publiceret 13 August 2014 12:07