Hornbeer - årets bryggeri 2013 - er igen i 2014 repræsenteret ved Køge Øldag. (Arkivfoto: JCJ).

Hornbeer - årets bryggeri 2013 - er igen i 2014 repræsenteret ved Køge Øldag. (Arkivfoto: JCJ).

Alt er klar til Køges mest velsmagende festival

Lørdag den 23. august er der Køge Øldag 2014 i Hugo's Gård i Køge

ØLDAG: Festivalguiden er trykt, de frivillige står klar til at byde de mange gæster velkommen til Køge Øldag 2014, og indenfor i Hugos Gård venter nogle at Danmarks allerbedste bryggerier med unikke bryg og deciderede nyheder der får premiere i netop Køge.
Men der vil også været udenlandsk repræsentation, idet det igen er lykkedes arrangørerne at overtale et af Tjekkiets mest innovative og kompromisløse bryggerier, Pivovar Nomád, til igen at komme til Køge, og det bliver med særdeles smagfulde og kraftige bryg.

Et særdeles stærkt felt!

Men udover nomadens bryg, kan møde følgende udstillere:
Det Lille Bryggeri – et succesfuldt mikrobryggeri, Indslev og Ugly Duck – årets Bryggeri 2012, Hornbeer – årets bryggeri 2013, Klosterbryggeriet, Braunstein, fynske Coisbo, Fur Bryghus, Det belgiske Hus med 8 haner med sublimt belgisk øl, Næstved Bryghus, Kongebryg, Winther & Bargholz, Husbryggeriet Jacobsen, importøren One Pint fra Hobro, Øldepotet med et udvalg af deres allerbedste øl, Stevns Bryghus, og derudover vil der være 2 barer, hver med 4 haner, hvor man i den ene kan stifte bekendtskab med unikke amerikanske bryg, og den anden special bryg fra bl.a. Mikkeller og Even Twin.

Lær at brygge i køkkenet!

Men også denne gang giver arrangørerne plads til at lokale håndbryggere kan præsentere deres håndværk, og hos dem kan man få råd og vejledning hvis man selv måtte ønske at gå i kast med en spændende hobby.
- Det er således værd at huske, at de allerfleste danske mikrobryggerier netop er begyndt med at entusiaster har kastet sig over brygkunsten hjemme i køkkenet, siger Thomas Ensbye fra Danske Ølentusiasters Køge Lokalforening som står bag Køge Øldag.
Køge Øldag 2014 er for alle. For de der endnu ikke har smagt så meget forskelligt øl endnu, men har lyst til at kaste sig ud i nye humleeventyr, og så de der kun går efter det helt specielle.

Alle øltyper er repræsenteret!

Alle øltyper vi være repræsenteret, og det vil være muligt at smage flere end 250 forskellige øl – et svært valg for mange, hvorfor man fra arrangørside opfordrer til at man studerer festivalguiden grundigt, så man kan sætte X ud for de øl man ønsker at smage eller bare blive overrasket, og lade udstillere overraske.
Køge Øldag 2014 har åbent fra kl. 11.00–21.00 og kl. 13.00 foretager Køges borgmester, Flemming Christensen, den officielle åbning af Køges mest velsmagende festival. Borgmesterens ord bliver efterfulgt af bryggeriet Carlsbergs Kor der kigger forbi, og kl. 18.00 er der dømt live musik fra scenen, hvor det er den Skaldede kok og Rock It, der giver de mange gæster en musikalsk oplevelse.

Vær hurtig ude og scor ekstra 2 smagepoletter!

Adgangskort kan købes ved indgangen på selve dagen, men købes de i forvejen, hos enten VisitKøge i Vestergade eller i Hugo's Kælder, så kvitterer arrangørerne med 2 ekstra smagepoletter. Adgangskort købes for en hund, og dækker smageglas, poletter og en festivalguide.
Det er fjerde gang Køge Øldag afholdes og også i år er arrangørerne et samarbejde mellem Danske Ølentusiaster, Køge Lokalafdeling – en af Danmarks mest toneangivende lokalafdelinger - og Hugo's. Kælder
I 2013 nåede man et besøgstal på 2.065.
pm

Publiceret 14 August 2014 14:00