Kristian Pedersen spillede en fornem kamp i HB Køges venstre forsvarsside, og skabte med sine ryk op ad banen problemer for AGF. (Foto: JCJ).

Kristian Pedersen spillede en fornem kamp i HB Køges venstre forsvarsside, og skabte med sine ryk op ad banen problemer for AGF. (Foto: JCJ).

HB Køge og AGF delte i målløst opgør

Af
Per Møller

FODBOLD: SEAS NVE Park dannede torsdag aften ramme om Nordicbet Liga opgøret mellem hjemmeholdet HB Køge og Superliganedrykkerne fra AGF.
Lidt over 1.600 tilskuere overværede kampen, der trods slutresultatet 0-0 bød på fin underholdning og en rigtig god indsats af det unge HB Køge-hold, der for alvor fik vist, at holdet er på rette vej med det nye spilkoncept, som cheftræner Henrik Pedersen er i fuld gang med at indføre i klubben.
Svanerne dominerede kampen fra start til slut og AGF fik aldrig ro og mulighed for at komme ordentligt ind i kampen. Dertil var HB Køges aggressive spillestil for stor en mundfuld for de noget mere rutinerede århusianere, der vel næppe nåede at have tre sammenhængende afleveringer i kampen.
Første halvleg blev spillemæssigt domineret af hjemmeholdet der dog ikke skabte det store foran AGF-målet. Faktisk var det gæsterne der et par gange var tæt på at bringe sig foran, men HB Køge slap med skrækken. Det gjorde AGF så sandelig også i dommerens tillægstid hvor Philip Zinkernagel fik to kæmpestore muligheder for at give sit hold en halvlegsføring, men begge forsøg mislykkedes.
Anden halvleg fortsatte HB Køge sit enorme aggressive pres med hurtige omstillinger - og holdet skabte langt flere muligheder efter pausen. Sylvester Seeger Hansen, Brandao og Bruninho - der alle tre var utroligt veloplagte - havde gode muligheder, men i AGF-målet viste Steffen Rasmussen at han stadig er en klassekeeper.
AGFs største mulighed i anden halvleg kom et lille kvarter før tid hvor Kristian Pedersen fik reddet på målstregen efter at målmand Frederik Due havde afværget et hovedstød fra Mate Vatsadze.
Det blev ved 0-0, men HB Køge viste, at holdet kan spille med uanset hvem modstanderen er - og jo mere den nye spillestil bliver spillet ind jo farligere bliver holdet.

Philip Zinkernagel havde to kæmpe chancer i første halvlegs overtid men misbrugte dem begge. (Foto: JCJ).

Philip Zinkernagel havde to kæmpe chancer i første halvlegs overtid men misbrugte dem begge. (Foto: JCJ).

Lille myreflittige Christian Andersen spillede en god kamp på HB Køges midtbane. (Foto: JCJ).

Lille myreflittige Christian Andersen spillede en god kamp på HB Køges midtbane. (Foto: JCJ).

Publiceret 14 August 2014 22:00