Spar Nords

Spar Nords "Festuge-arrangement" torsdag aften er altid et tilløbsstykke. Her et stemningsbillede fra 2013-udgaven af arrangementet, hvor det var Infernal der gav en lille intim-koncert i Spar Nords gård.

Lis Sørensen giver intim-koncert hos Spar Nord Køge

Torsdag aften kl. 18.00 inviterer Spar Nord Køge igen kunderne til fest

Af
Per Møller

KØGE: Det er efterhånden blevet en fast tradition, at Spar Nord Køge i forbindelse med Køge Festuge torsdag aften inviterer til et par timers hygge i bankens gårdmiljø ud mod Strandvejen.
Aftenens arrangement byder udover på lidt at spise og skylle efter med også en intim-koncert med en kendt dansk kunstner, som senere på aftenen skal gi den gas på den store scene på Køge Torv.
I år bliver det sangskriver, sanger og komponist Lis Sørensen der går på scenen i forbindelse med Spar Nord Køges festuge-arrangement. Lis Sørensen, der sidste år kunne fejre 30 års jubilæum på den danske musik-scene, behøver næppe nærmere præsentation. Hun har gennem årene sendt det ene ørehængende hit efter det andet på gaden. Hendes lyse, rene og usentimentale stemme har gjort hende til en fin fortolker af rockballader og lyriske melodier.
Arrangementet hos Spar Nord Køge afvikles i tidsrummet fra kl. 18.00-20.00 og Lis Sørensen går på scenen kl. ca. 18.30.
- Som noget nyt skal man i år ved tilmeldingen betale 50 kroner, der i anledning af 10 års jubilæet går ubeskåret til Køge Festuge. Som sponsor for Køge Festuge støtter vi som altid ekstra op om festlighederne, fortæller direktør Jesper Køster.
- Da vi plejer at samle op mod 1.000 mennesker ved disse intim-koncerter kan der tilfalde Køge Festuge et pænt beløb til at bakke op om det store arbejde der udføres for at hele Køge og opland kan have en uges fest i midtbyen, siger Jesper Køster videre.
Som noget andet nyt i år har banken fået tilladelse til at spærre Strandvejen af i området omkring festpladsen, hvilket betyder, at de mange gæster kan gå frit rundt og nyde den altid gode stemning.
Børnene er der også tænkt på i år. Spar Nords maskot, Frønse, er også klar til at byde velkommen i år og han vil gøre sit til at børnene får nogle hyggelige timer i hans selskab. Bl.a. kan børnene i år få lavet tatoveringer samt aftryk af deres hånd i voks.
Man tilmelder sig til arrangementet ved at sende en mail til Anette Glyseth i Spar Nord på agp@sparnord.dk eller via www.facebook.com/sparnordkoege. De 50 kroner indbetales på konto 9077 4583113385. Ved ankomsten til festpladsen viser man sit Spar Nord dankort.
Spar Nord er vært ved sandwiches fra Sandwich Caféen, is fra Paradis og fadøl fra Bryghuset Braunstein.

Lis Sørensen.

Lis Sørensen.

Publiceret 18 August 2014 06:00