Skibby tabte lokalopgøret

Sæsonpremieren gav et 1-3 nederlag til Frederikssund

Af
Af Ove Dyrstrøm

FODBOLD. Det var to nedrykkere, der tørnede sammen i sæsonpremieren, idet både Skibby og Frederikssunds 2.hold i serie 3 begge måtte forlade serie 2 efter sidste sæson. Mens FIK i sommerpausen har fået tilgang af flere U19-spillere, så var Skibby uden så markante navne som Mark Berthelsen, Thomas Hasemann, Patrick Andersen til premieren, og det gjorde det bestemt ikke nemmere, da angriberen Jakob Jeppesen efter et kvarter vred om på foden og måtte udgå.
Det blev generelt en noget rodet forestilling, hvor der ikke blev skabt de store målchancer i 1.halvleg. Skibby var ellers godt med i spillet mod de unge frederikssundere, men det var nu en af banens mest rutinerede spillere, der stod for halvlegens eneste scoring, da FIK’s Ronni Simonsen bragte gæsterne på 0-1 midt i halvlegen, og den stilling holdt til pausen.
”Jeg sagde til spillerne i halvlegen, at vi skulle spille med mere tålmodighed, så skulle udligningen nok komme, også selv om Jakob Jeppesens uheld virkeligt var et tab for vores angrebsspil”, fortæller Skibby’s træner Ronni Ørnfeld.
Det kom også til at holde stik, da Skibby udlignede til 1-1 20 minutter ind i 2.halvleg, da Kim Krabbe via stolpen sendte bolden i mål til 1-1. Der skulle dog kun gå 8 minutter, før FIK atter var i front på et måske lidt heldigt mål. Skibbys forsvarer Steffen Petersen tacklede FIK’s Mikkel Nielsen i skudøjeblikket, så bolden fuldstændig snød keeper Lasse Bay, så FIK kom på 1-2.
I kampens sidste kvarter var Skibby nødsaget til at satse med tre angribere fremme, på trods af at Sebastian Nielsen måtte forlade banen efter sit andet gule kort, og det gav også et par gode muligheder, men skarpheden manglede dog, og så kunne FIK i stedet lukke og slukke, da Christian Lundberg scorede til 1-3 i overtiden.
”Jeg syntes nok at uafgjort havde været passende, selv om de unge FIK’ere gjorde det godt, men vi var nok for handicappede af afbud til denne kamp på grund af bryllup og arbejde”, sagde Ronni Ørnfeld. Skibby spiller igen på lørdag kl.15.30 ude mod St.Lyngby.
KAMPFAKTA. Serie 3: Skibby IK – Frederikssund IK 1-3 (0-1). Skibby: Kim Krabbe. Frederikssund: Ronni Simonsen, Mikkel Nielsen, Christian Lundberg. Rødt kort: Sebastian Nielsen, Skibby (80).

Publiceret 18 August 2014 07:00