Kjeld Thrane mener der er muligheder nok for væsentlige seværdigheder i kommunen.

Kjeld Thrane mener der er muligheder nok for væsentlige seværdigheder i kommunen.

Thrane sætter brune skilte på dagsordenen

Kjeld Thrane (K) mener at også Haderslev bør have en brun motorvejstavle, som henviser til seværdigheder

Af
Af Peter Rasmussen

I den seneste tid har der - ikke mindst her på siden og i den trykte avis - været en debat om de brune motorvejstavler, som viser turister til seværdigheder. Fagfolk har sagt, at Haderslev kommune ikke har seværdigheder, som lever op til kravene. Andre har anfægtet dette. Og det bidrager naturligvis heller ikke til forståelsen, at man visse steder viser vej til en domkirke - andre steder ikke.
Nu ender de brune tavler i byrådssalen. Kjeld Thrane, byrådsmedlem for de Konservative, har nemlig stillet et såkaldt 'medlemsinitiativ'. Det kan man læse i sin fulde ordlyd her: 
Medlemsinitiativ – Markering af seværdigheder i Haderslev Kommune ved motorvejen
”Vi har vel alle bemærket at der langs motorvejen er begyndt at dukke brune skilte op, der markerer nationale seværdigheder.
Skiltene er i samme størrelse som de velkendte blå og grønne frakørselstavler, men er brune og giver bilister inspiration til turistattraktioner langs motorvejsnettet.
 
For at komme i betragtning til et skilt skal stedet være udpeget som en særlig national seværdighed af enten Kulturstyrelsen, Naturstyrelsen eller Visitdenmark. Her har man ikke valgt at udpege seværdigheder i Haderslev Kommune på trods af at vi har en stærk kulturarv og en særlig natur.

Kulturstyrelsen, Naturstyrelsen eller Visitdenmark  bærer et stort ansvar, da de er med til at fremhæve særlige seværdigheder, der får en konkurrencefordel indenfor et konkurrencepræget turisterhverv.
Vi vil derfor arbejde for styrke det lokale turisterhverv ved at de markante seværdigheder i Haderslev Kommune markeres ved Motorvejen, så seværdigheder i Haderslev Kommune er synlig på lige fod med andre seværdigheder.
Skulle man være i tvivl om Haderslev Kommune har emner så kan vi pege på Gram Slot, Tunneldalen og Haderslev Domkirke, der repræsenterer vores historie, natur og kultur!

Det Konservative Folkeparti vil derfor gerne opfordre Byrådet til, at et sådant arbejde undersøges og iværksættes.”

Publiceret 18 August 2014 07:00