Randers :

Skar hul i autoværn for at afvikle trafik

Af
Dan Jensen

Da der i aftes skete et større uheld med fem biler på motorvejen ved Randers blev der brugt alternative metoder for at få trafikken afviklet.
Uheldet skete i sydgående retning ved Randers syd, hvor motorvejen straks blev spærret af.
Herefter skar man ifølge politiet et hul i autoværnet, og den ophobede trafik blev så dirigeret over i det nordgående spor og ledt ind gennem byen via Randers C afkørslen.
En 18-årig ung mand fra Brovst i Nordjylland blev i første omgang meldt alvorligt kvæstet ved ulykken, men i nat oplyste Aarhus Sygehus at han var uden for livsfare.
Først ved midnat var der ryddet helt op på stedet, og motorvejen kunne genåbnes i fuldt omfang.

Publiceret 18 August 2014 09:50