Christina S. Lund (tv) og Mia Haagensen Nielsen opslugt af computeren i jagten på en studiebolig. (Foto. Jens Braarup)

Christina S. Lund (tv) og Mia Haagensen Nielsen opslugt af computeren i jagten på en studiebolig. (Foto. Jens Braarup)

Nummer 100 på venteliste til bolig

Christina uden bolig før studiestart. Mia har fået et lille værelse

Af
Af Jens Braarup

Hjemmesiden www.studentkolding.dk bliver flittigt studeret hos de to veninder Christina Schmidt Lund, 20, og Mia Haagensen Nielsen, 19, hjemme i Haderslev.
Begge piger skal i gang med at læse i Kolding 1. september. Christina designkultur og økonomi på Syddansk Universitet, Mia finansøkonomi på IBA, International Business Academy.

De har kendt hinanden siden folkeskolen og er begge student fra Haderslev Katedralskole. De bor hjemme og vil flytte til Kolding i forbindelse med deres studier, men hvor Mia har været heldig at finde et lille værelse hos kosmetolog-dronningen Heidi Sommers Beauty Academy på Strandvejen i Kolding, så kæmper Christina stadig for at finde en bolig, hun har råd til.

“Min bedste placering på en venteliste er nummer 100. Fordi jeg bor så forholdsvis tæt på Kolding, så ryger jeg bagest i køen. De, som kommer langvejs fra, har fortrinsret til ungdomsboligerne”, fortæller hun.

Pres på boligmarkedet

Studentkolding er en del af Kolding Ungdomsbolig Anvisning, KUA, hvorfra fordelingen af ungdomsboliger foregår. Og her har ekstra 400 studerende i Kolding i forhold til sidste år skabt pres på boligmarkedet.

“Vi har p.t. 490 på venteliste til en ungdomsbolig. Og vi kan ikke skaffe bolig til dem alle. Vi råder samlet set over 900 ungdomsboliger, og det slår slet ikke til med de mange studerende, vi oplever i år. Så efterspørgslen er større end udbuddet”, siger Torben Nielsen, som administrerer udlejningen i KUA.

Udenlandske studerende har førsteprioritet. Af dem har 79 enkeltpersoner og 41 par endnu ikke fået anvist en bolig. Dernæst kommer de studerende, som bor længst væk. Alle vil have så billig en bolig som muligt. Priserne spænder fra 2.000 til 3.500 kroner om måneden inklusiv forbrug.

“Så indtil videre må jeg nok indstille mig på at skulle køre i bus frem og tilbage”, sukker Christina Schmidt Lund.
Hun havde ellers i boligselskabet Bovia fundet en et-værelses lejlighed til 1.600 kroner med forbrug og en anden til cirka 2.000 kr. Men dem er der rift om.

Og fordelingskriteriet efter afstand betyder, at hendes odds er dårlige.
Mia Haagensen Nielsen skal give 3.000 kroner med forbrug for sit lille værelse med havudsigt på Strandvejen.
Af sin SU har hun så 1.800 kroner tilbage til mad og alting. Så hun er pisket til at finde sig et studiejob, hvis der også skal blive råd til at gå lidt på café. Og hun søger ALT.

“Men det er svært at finde et job, når du først er fyldt 18 år. Jeg har søgt og søgt. Men indtil videre uden held,” siger hun.

null

Publiceret 19 August 2014 07:30