Den lokale sangerinde Malene Kjærgård optræder blandt mange andre på en af scenerne i gården ved Nicolai (foto: Zapolska Design).

Den lokale sangerinde Malene Kjærgård optræder blandt mange andre på en af scenerne i gården ved Nicolai (foto: Zapolska Design).

Kulturnatten i Nicolai

Løjerne bliver skudt i gang af to ægte spradebasser. Jacob Riising og Sebastian Klein har lavet et helt nyt show, der får både børn og voksne til at vride sig af grin. Showet er et festfyrværkeri af tossede rekvisitter, vandede vittigheder og absurde påfund, så det er bare med at spænde sikkerhedsselen. Efter koncerten skrives der autografer.

Musik hele dagen og aftenen

Efter åbningskoncerten går det løs med musik fra to scener i gården. Der er jazz med den lokale sangerinde Malene Kjærgård, der har samlet et top-professionelt hold til denne koncert. Der er singer-songwritere og hip-hop fra Koldings undergrund og aftenen slutter med en forrygende koncert med Folkeklubben, der spiller folk-pop på dansk, der forener salmesang, modstandskamp og westernfløjt. Med undergrunds-hittet ”Fedterøv”, som har delt lussinger ud på spillesteder landet rundt og nu roterer på P3, har Folkeklubben for alvor meldt sin ankomst på den danske musikscene.

Riising og Klein skyder gang i Kulturnatten hos Nicolai (pressefoto).

Riising og Klein skyder gang i Kulturnatten hos Nicolai (pressefoto).

For børn

Nicolai for børn er i gang allerede fra morgenstunden, hvor de byder velkommen til Børnehavernes Kulturfest 2014. Kl. 10 er der gratis koncert med Scat-Catz. Når Scat-Catz kommer til byen inviteres alle – store som små – til at spille musik sammen! Med 4 af landets bedste musikere rokker og ruller, hopper og klapper, synger og swinger alle sig ind i musikkens verden. Scat-Catz spiller ikke FOR, men MED publikum og når koncerten er slut, får alle der har lyst et Scat-Cat diplom som bevis på, at de har været med til at spille! Der er fri entré i Nicolai for børn, der holder åbent indtil kl. 19.

Udstillinger

The Tube er tilbage i Nicolai. 7 unge designere fra Designskolen Kolding udstiller i samarbejde med førende danske virksomheder i 7 containere, der er opstillet på Svietorvet og ved Nicolai. Der er også udstilling i Nicolai scene, hvor 25 lokale fritidskunstnere under vejledning af kunstneren Trine Boesen har skabt udstillingen Vores by, vores værk, mit billede.
Og i udstillingslokalerne i Nicolai Kunst & Design kan man opleve designudstillingen Pink, Pop, Polykrom. 18 undervisere fra Designskolen Kolding sætter fokus på farven, og der vil aftenen igennem være mulighed for at høre designerne fortælle om udstillingen. Kl. 22.00 tændes der for den store projektor. Kunstneren Trine Boesens animerede værk Sammen hænger vi sammen bliver projiceret op i kæmpeformat på den store væg i gården. Værket er skabt med inddragelse af Koldings borgere og projektet er blevet til i samarbejde med Trapholt.

Kolding Stadsarkiv har også fuldt program på Kulturnatten. Under overskriften ”Lav et godt træk - del din fortid” skaber Stadsarkivet forbindelse mellem fortid og nutid og sætter fokus på historiske krige og konflikter og hvordan de har indvirket på mennesker og familier gennem tiden.
Og der er meget mere! Programmet i Nicolai er så stort, at du faktisk ikke behøver at gå andre steder hen på Kulturnatten.

null

Publiceret 20 August 2014 20:00