Michelle Kofoed.

Michelle Kofoed.

Michelle laver nyt logo til Sydkystens Privatskole

SOLRØD: For Michelle Kofoed fra 7. A på Sydkystens Privatskole i Solrød var det ekstra spændende at komme tilbage efter sommerferien. Fremover er skolens logo nemlig et af hendes værker.
Logoet forestiller en ugle med supermandsmaske på, og det er helt bevidst.
- Jeg synes jo, at det er en super skole, og vi lærer så meget. Derfor har jeg tegnet en ugle med en maske på, så den ligner en superhelt, fortæller Michelle Kofoed.
Sydkystens Privatskole lavede en logokonkurrence for eleverne i forbindelse med skolens nye hjemmeside, der netop er gået i luften. Michelle Kofoed blev overrasket, da hun hørte, hun vandt, da over 80 andre elever også deltog i logokonkurrencen.
- Alle eleverne var samlet, og min lærer viste logoet og spurgte, om tegneren ville give sig til kende. I starten troede jeg ikke rigtig på det. Først da jeg fik min præmie, en iPad Mini, lyder det.
 

En slags flidspræmie

Man kan også kalde præmien for en slags flidspræmie, for Michelle Kofoed blev mindet om konkurrencen, da hun var inde på skolens intranet for at finde ud af, hvilken lektiemængde hun havde for.
Lektier og faglighed er ét af skolens solide varemærker. Her så hun, at fristen for konkurrencen var ved at udløbe.
- Og jeg ville gerne vinde, så jeg skyndte mig at lave logoet, lyder det fra naturtalentet, som måtte sætte tid af ud over lektierne til tegningen. Nu er jeg selvfølgelig glad og stolt over, at jeg vandt. Og når jeg bliver voksen, kan jeg vise, at det var noget af det, jeg lavede, da jeg var barn.
Sydkystens Privatskole valgte logoet, fordi det på flere måder matcher skolen godt.
- Vi kunne godt lide, at det lignede det logo, vi havde før, og det passer jo meget godt til os med en superhelt. Det kræver selvdisciplin, engagement og respekt for andre at være en helt og det er værdier vi kan identificere os med, fortæller skoleleder Kim Bertram.
pm

Sydkystens Privatskoles nye logo.

Sydkystens Privatskoles nye logo.

Sydkystens Privatskole – en boglig skole

Skolen har eksisteret siden 1975 og er en stærk boglig privatskole. Vi tilbyder alle klassetrin fra 0. til 9. klasse og har 183 elever. Skolen bygger på stærke værdier såsom faglighed, dannelse og trivsel.

Endvidere er danske traditioner og ugentlige morgensamlinger en del af skolepakken.

Publiceret 20 August 2014 06:30