Symfoniorkestret giver smagsprøver

Gratis koncert med Sønderjyllands Symfoniorkester i Alsion på fredag

Sønderjyllands Symfoniorkester indleder den nye sæson med en gratis smagsprøve på nogle af årets spændende koncerter.
Orkestret kommer vidt omkring i denne sæson - både musikalsk og geografisk. Derfor skyder orkestret sæsonen i gang med to gratis koncerter, hvor publikum får lejlighed til at høre en række musikalske smagsprøver på sæsonens koncerter.
Koncerten byder på dansk, engelsk, nyt, gammelt, tjekkisk – og lidt fra filmens verden. Orkestret spiller således både temaet fra E.T., en klassiker af Dvorák og smukke danske sange. Det bliver således en afvekslende koncert fyldt med godbidder. Og der er meget mere, hvor det kommer fra: Aftenens musik er håndplukket fra årets koncerter, som strækker sig lige fra romantiske klassikere over ny dansk musik til filmmusik.
Den største geografiske nyhed er, at orkestret i sæson 2014/15 spiller hele 11 koncerter i Esbjerg og Ribe, efter at orkestret har udvidet sit spilleområde.
Koncerten er også en chance for at komme lidt tættere på en af orkestrets mange musikere – nu i en solistisk rolle. Elias Heigold er født i Schweiz og uddannet ved konservatoriet i Luzern, og siden 2012 har han været orkestrets 1. solotrompetist. Han skal spille en trompetkoncert af den danske komponist Vagn Holmboe.
Ved koncerten I Esbjerg kan publikum ligeledes opleve den unge hornist Cecilie Bye Byrialsen, som trods sin unge alder har vundet mange priser for sit spil - og vundet mange hjerter, når hun frygtløst stiller sig op foran et symfoniorkester.
Der er koncerter i Musikhuset Esbjerg torsdag den 21. august kl. 20.00 og i Alsion, Sønderborg fredag den 22. august kl. 20.00. Der er fri entré.

Publiceret 20 August 2014 09:33