Håb om bedre tider!

For ti år siden henvendte den første borger sig til Københavns og Danmarks første borgerrådgiver. Siden er det gået stærkt med borgerhenvendelser. I de forløbne ti år har mere end 18.000 borgere henvendt sig.

Nøgne tal bekræfter værdien af borgerrådgiver-funktionerne, og jeg er sikker på, at det vil være til stor nytte for mange af de borgere her i kommunen, der benytter sig af, at Haderslev Kommune nu også har fået en borgerrådgiver. Han får nok at se til, viser tallene fra København. Der er nemlig mange områder, hvor kommunen her som i København kan blive meget bedre.

Tallene fortæller, at i København har kommunen tre ud af fem gange måtte undskylde for sagsbehandling og service, der ikke var i orden.

Der har også været en del sager, hvor kommunen ikke fik rettet op, hvilket har ført til kritik i 800 tilfælde. Den kritik har sandsynligvis haft en præventiv virkning.

Det er med København som forbillede, at Jonas Schultz Thygesen er gået ind i arbejdet som borgerrådgiver i Haderslev Kommune. Funktionen er endnu så ny, at der ikke foreligger tal for hvor ofte, han har medvirket til bedre sagsbehandling og acceptabel service, men det vigtigste nu er også, at han er kommet i gang.

Faktisk var det også på høje tid. Især foreningen "Syg i Haderslev" har således i næsten ekstrem grad givet eksempler på dårlig og fejlagtig sagsbehandling og en service under bundgrænsen.

Nu er der håb om bedre tider!

Havkatten Calle

Publiceret 20 August 2014 12:00