Køge Marina byder alle velkommen til Havnedag søndag den 24. august.

Køge Marina byder alle velkommen til Havnedag søndag den 24. august.

Køge Marina "åbner dørene" på årets Havnedag

Søndag den 24. august er der et væld af aktiviteter på Køge Marina.

Af
Martin Rasmussen

HAVNEDAG: Køge Marina byder inden for til Marinadag søndag den 24. august klokken 10-14, hvor der vil være masser af aktiviteter for store og små på marinaen.
På dagen holder alle klubberne åbent hus, så man kan få et indblik i de mange aktiviteter, som de har, og der bliver musik fra både et jazzband og en harmonikaspiller, der synger sømandssange. Dertil kommer blandt andet, at de erhvervsdrivende lokker med gode tilbud på dagen, og der er leg for børnene med vandbolde og hoppeborge.
- Hensigten er, at alle ”døre” er åbne på Køge Marina, så gæsterne kan gå på opdagelse i alle klubberne, samt finde spændende tilbud hos de erhvervsdrivende, lyder det fra arrangørerne.
I løbet af dagen er der blandt andet åbent hus i Køge Sejlklub, Køge Dykkerklub, Køge Motor- og Sejlklub, Køge Vandskiklub og Køge Marina Havjagt- og Fiskeklub.
Køge Søspejd holder åbent hus med en spændende forhindringsbane på vandet, og fiskeklubben Pearl Harbor holder åbent hus, hvor man kan få en snak om fritidsfiskeri i området. Samtidig afholdes der miniloppemarked ud for Fiskeklubbens lokale. Sidst men ikke mindst er der bassin med levende fisk fra bugten.
Dertil kommer blandt andet, at Køge sejlklub Windsurfing også inviterer alle til at prøve kræfter med den spændende sport denne dag.
En brandbil fra redningsberedskabet i Køge holder på området omkring molehovedet, og Køge Jorddepot informerer om havneudvidelsen.
Mellem klokken 11 og 14 kommer Ford A-klubben forbi og viser deres flotte veteranbiler frem, og i samme tidsrum viser Marinehjemmeværnet en simuleret redningsøvelse, og der er masser af andre oplevelser, så der er altså god grund til at lægge vejen forbi marinaen til en god oplevelse denne dag.

Publiceret 21 August 2014 06:00