Daniel Hersigs forældre kalder ham for deres 'radio'. Det 13-årige multitalent spiller og synger nemlig hele tiden. Det har han gjort for sine forældre, lige siden han var tre år gammel. Dengang sang han “Mariehønen Evigglad”, “Lille Peter Edderkop” og “Mester Jakob”. I dag er han mere til Rasmus Seebach og Burhan G.
Daniel, der bor i Hedensted, synger, spiller guitar, skriver sange og spiller skuespil, og han drømmer om at blive 'ligesom Rasmus Seebach' engang og udgive sin egen CD.
Han er allerede godt i gang. Daniel skriver nemlig selv sange. Han havde for nylig en sang med i opløbet til ”MGP” og kom videre til MGP-workshoppen, men han nåede ikke til finalen.
Sangen hedder ”Du er den skønneste pige”, og er en kærlighedssang, der handler om noget fra Daniels eget liv. Han var vild med en pige, men han vidste ikke, om hun kunne lide ham.
”Jeg synes, det er svært at skrive sange. Men når jeg først er færdig med en, så synes jeg som regel, det er blevet godt,” siger han.
Travl hverdag
Daniel virker langtfra som en dreng, der tror, at det hele kommer til ham af sig selv. Det var svært at aftale en tid til at interviewe ham, for han skal noget næsten hele tiden. Daniel kæmper nemlig hårdt for at nå sine ambitiøse mål. Udover at gå i skole (ifølge ham selv, har han kun glemt at lave lektier én gang i år) går han også på musicalskolen i Vejle hver torsdag. Han skal også være med i ungdomsskolen i Hedensteds kommende musical, hvor han skal spille Herkules. De forbereder stykket hver onsdag. Derudover går han til guitarundervisning om torsdagen og klaverundervisning om mandagen. Onsdag og fredag går han i øvrigt med aviser. Kun tirsdag har han 'fri,' når han har fri fra skole.
Den travle unge mand tager selv rundt til alle sine aktiviteter, med bus, tog, på cykel og til fods - der er ingen tvivl om, at han arbejder hårdt.
Daniels motto er ”man skal bage en kage.” Det skal vist forklares:
Kagen er en analogi til Daniels musikkarriere, og den skal ”bages,” før den bliver god. Og med ”bage” mener han, at der skal arbejdes hårdt.
Selv når han har fri, øver han sit guitarspil næsten hver dag, øver replikker til ”Herkules” to til tre gange om ugen, og så synger han også næsten dagligt.
”Jeg kan ikke lade være,” siger han.
Et nysgerrigt legebarn
I skolen ville hans yndlingsfag være musik, hvis ikke det var, fordi hans klasse ikke har faget mere. Nu er det i stedet de sproglige fag, han kan lide, men også faget fysik interesserer ham meget.
”Jeg kan godt lide det med, at alt har en forklaring,” siger han.
Når han en sjælden gang har tid til andet end skole, musik og musical, så leger han med lego.
”Nogle gange kan jeg bruge en hel lørdag på at lege med lego. Der kan jeg godt finde på at tage mine små søskende med, og så bygger vi en hel lego-by. Jeg er et kæmpe legebarn,” siger han.
Aldrig nervøs
Enten har Daniel is i årerne, eller også har al hans musikalske træning betalt sig. Han bliver nemlig aldrig nervøs, når han skal optræde. Om morgenen, inden jeg mødte Daniel, havde han spillet solokoncert for en samling af elever fra 0., 1. og 2. klasse. Han har også engang spillet guitar til en koncert til en byfest i Ødsted. Han synes, det er sjovt at stå på en scene.
”Der føler jeg mig hjemme,” siger han.
Han elsker opmærksomheden, og det tror han selv er generelt for ham.
”Hvis jeg laver en fejl, når jeg læser diktat op i skolen, så får jeg det altid improviseret over i noget, der får de andre til at grine,” siger Daniel.
Pønser på en CD
Efter hans sang ikke kom med til det sidste opløb i MGP, har Daniel vendt sig mod målet om at få indspillet en CD. Han er kommet i kontakt med en producer, der gerne vil indspille Daniels sange, men det kommer til at koste en del penge, så det overvejer Daniel og hans forældre stadig, om han skal.
Men uanset om Daniel får udgivet en CD lige foreløbig eller ej, når han det måske alligevel engang. Han er jo kun 13 år gammel. Han vil i hvert fald gøre sit til, at det sker - han vil bage kagen.