Bestyrelsesrepræsentanterne: Christian Rasmussen (tv.), Frank Smits, Kaj G. Nielsen, Peder Graasbøll og Anners P. Dahl. Foto: Jørgen Ibenfeldt

Bestyrelsesrepræsentanterne: Christian Rasmussen (tv.), Frank Smits, Kaj G. Nielsen, Peder Graasbøll og Anners P. Dahl. Foto: Jørgen Ibenfeldt

Museum blev universalarving

Ægtepar efterlader et klækkeligt beløb til Genforenings- og Grænsemuseet i Christiansfeld

Af
Mette Henriksen

En dag i september 2013 ringede advokat Anners P. Dahl og meddelte Genforenings- og Grænsemuseets bestyrelse, at museet var gjort til universalarving efter et ægtepar, som havde levet et stille og nøjsomt liv blot 8 – 9 km fra museet.
Siden 1995 har ægteparret trofast hvert år købt museets støttebevis – og lagt en gave på 500 kr. oveni. Museet har ligeledes hvert år kvitteret med et takkebrev for pengegaven, men har aldrig mødt ægteparret personligt.
"Sidst levende ægtefælle døde i fjor og det viste sig da, at ægteparret havde betænkt museet testamentarisk. Beløbet, 922.850,25 kroner, er nu frigivet til museet," siger Kaj G. Nielsen, formand for Genforenings- og Grænsemuseet.

Danskhed ingen selvfølge

Ved overdragelsen nævnte advokat Anners P. Dahl blandt andet, at ægteparret, som begge havde haft gode stillinger, var flyttet fra Sjælland til Sønderjylland – helt bevidst syd for den slettede grænse – for at nyde deres otium i en landsdel, som de beundrede og holdt så meget af – blandt andet p.g.a. landsdelens historie. En landsdel, hvor det for befolkningen absolut ikke har været nogen selvfølge at være dansk.
Arven giver museumsbestyrelsen mulighed for at iværksætte nogen af museets mange fremtidsplaner, og vil helt naturligt blive hovedemnet på museets næste bestyrelsesmøde.
"Blandt andet er der store ønsker om nye og bedre arkivforhold, renovering af loftet på museets ældste bygning og bedre, besparende, belysningsforhold," siger formanden og tilføjer:
Museets bestyrelse er selvsagt meget glad og taknemmelig for det store beløb - men et eller andet sted efterlader det os også med lidt tristhed, fordi vi ikke kan – og ikke har haft mulighed for – at sige de to ældre mennesker en stor tak – så vel for deres positive museumstanker som for den arv, som nu er tilgået os."

Publiceret 21 August 2014 08:00