Jesper Smalling og Mads Johansen ved prototypen på den nye cykelcamper.

Jesper Smalling og Mads Johansen ved prototypen på den nye cykelcamper.

Nu skal cykel-camperen testes

Lokal iværksætter har udviklet campingvogn til cyklister

Den lokale iværksætter Mads Johansen har netop præsenteret sin foldbare campingvogn til cykler, og nu leder han efter testpersoner.
Cykelcamperen blev præsenteret ved havnefesten på Mommark Marina af byrådsmedlem Jesper Smalling (A) foran 80 nysgerrige tilskuere.
"Andre cykel-campere har det problem, at de er for lange og så er de ikke lovlige at cykle med," fortæller opfinder Mads Johansen, som har opfundet cykel-camperen, fordi han var træt af våde telte og dårlig liggekomfort, når han camperede.
På under 2 minutter kan den lille camper udvides til dobbelt længde med vinduer og dør. Den indbyggede seng kan omdannes til to sofaer med ryglæn, og selvom vognen kun er beregnet til at huse to personer på tur, kan fire voksne godt sidde derinde samtidig.
"Det er jo kun en prototype jeg her viser frem. Det vil sige, at det ikke er en perfekt vogn, så man skal se bort fra skønhedsfejl. Når den kommer i produktion, vil den naturligvis være pæn og slutte helt tæt alle steder," fortæller Mads Johansen.
Mads Johansen får hjælp af iFabrikken i processen med bl.a. at skaffe midler og kontakter, så cykel-camperen kan blive sat i produktion.
At det er en prototype betyder, at der endnu kan laves forbedringer.
"Det er vigtigt for mig, at jeg får kritik og gode idéer, så jeg kan gøre vognen endnu bedre, inden den skal sættes i produktion. Derfor søger jeg stadig flere, som vil prøvekøre camperen, når testperioden starter 1. september. Nogen har allerede meldt sig på banen, men jo flere der prøver, jo bedre," opfordrer Mads Johansen.
Har man lyst til at teste cykelcamperen et par dage, kan man kontakte Mads Johansen på tlf. 2829 0646 eller gennem www.facebook.com/widepathcamper.

Publiceret 21 August 2014 11:10