Der bliver masser af cykelløb i Sønderjylland den 24. august. (Arkivfoto).

Der bliver masser af cykelløb i Sønderjylland den 24. august. (Arkivfoto).

To cykelløb på samme dag

Rødekro Cykle Club binder an med to motionscykelløb på samme tid og sted

Rødekro Cykle Club bryder med traditionerne og arrangerer i år motionscykelløbene Løjt Land Rundt-Sydbank Løbet og Grænsecykelløbet på samme søndag, den 24. august.
Løjt Land Rundt plejer at have start og mål på Parkeringspladsen ved Føtex i Aabenraa og Grænsecykelløbet har altid været kørt fra Rødekro Skole, men i år får de to løb samme startsted og mål, nemlig Stadion ved Vestvejen i Aabenraa, hvor der er gode parkeringsmuligheder, omklædning, bad og toiletter samt cafeteria.
Løjt Land Rundt, som i fjor havde 40 års jubilæum, kaldes Danmarks smukkeste cykelløb.
Den betegnelse kommer nu også til at gælde for Grænsecykelløbet.
Den korte af de to Løjt Land-ruter på henholdsvis 28 og 47 km kommer nu til at indgå som afslutning på Grænsecykelløbet. Dermed får supermotionisterne på denne 110 km lange rute ikke bare mere landskabelig skønhed. De får også flere udfordringer. Med bakkerne på Løjt Land skal de på turen overvinde i alt 900 højdemeter.
For ikke at gøre Grænsecykelløbet for langt, er ruten ned til grænseovergangen i Bov blevet kortere. I år køres den mere direkte ved ned over Stubbæk og Kliplev.
Første gruppe i Grænsecykelløbet starter kl. 9.30. Løjt Land Rundt startes fra kl. 10. Her sendes el-cyklerne af sted som første gruppe.
Tilmelding til løbene kan ske på Rødekro Cykle Clubs hjemmeside www.rkcc.dk eller på selve dagen, hvis man møder i god tid inden start.

Publiceret 21 August 2014 11:00