Køge Bugt Basketball Klubs U/14 hold efter sejr i Amager Cup. Bag spillerne ses træner Brian Rimdal. (Privatfoto).

Køge Bugt Basketball Klubs U/14 hold efter sejr i Amager Cup. Bag spillerne ses træner Brian Rimdal. (Privatfoto).

Ny basketball klub ser dagens lys i Køge

BASKETBALL: Med allerede 70 forhåndstilmeldte børn er der stor optimisme at spore i den nystartede Køge Bugt Basketball Klub, som har fokus på ungdommen.
Og endnu mere glæde over, at foreningen netop er blevet godkendt under Dansk Basketball Forbund og dermed kan tilmelde hold i de respektive rækker til den kommende sæson, der begynder om et par uger.
De 70 børn og unge er af begge køn og fordeler sig på hold lige fra U/8 til U/16. I den nye klub er der både fokus på bredden og eliten, og der er virkelig noget at leve op til for alle i klubben, for blandt holdene finder man to U/14 pige-hold med 20 piger, hvoraf mesterrække-holdet er blandt landets bedste til basketball – i påsken opnåede de en flot 5. plads til de Nordiske Mesterskaber i Stockholm. Pigerne er i denne sæson blandt favoritterne til at hive medaljer hjem i kampen om Danmarksmesterskaberne.
- Succesen betyder rigtigt meget for pigerne og deres forbliven i sportens verden, fortæller cheftræner Brian Rimdal.
- I puberteten forlader mange børn deres respektive sportsgrene, men når vennerne alligevel også spiller basketball, så er det jo immervæk sjovere at møde frem i hallen til både sport og socialt samvær, fortsætter han.
Blandt kræfterne til opstarten af Køge Bugt Basketball Klub er formand Morten Dam og cheftræner Brian Rimdal, der selv er tidligere elitespiller og nu er drevet af at se pigerne gøre det godt. Han har været med lige fra den spæde start, da pigerne begyndte at træne basketball og spottede hurtigt, at der var potentiale i holdet.
- Med min fortid kan jeg hurtigt se, om der er talent i en spiller. Og med den flok piger, jeg har haft fornøjelsen af de sidste 5-6 år, så var jeg slet ikke i tvivl om, at lige netop de her piger kunne nå langt.
Bag den nye klub står også en meget engageret forældregruppe, som også udgør bestyrelsen med Morten Dam i spidsen som formand.
- Jeg har selv tre børn, der er aktive basketball spillere lige fra den mindste på U8-holdet, og deres glæde ved spillet betyder jo, at man som forælder får lyst til at yde en indsats. Med den nye klub og strukturen her, har vi både fokus på bredden og eliten og kan tilbyde rigtige gode vilkår for alle spillere – og hvor børnenes kontingenter går direkte til børnene og gode oplevelser i fællesskabet. Det er alfa og omega, at børnene kan komme ud og spille turneringer og få en masse sjove oplevelser sammen.
Der er plads til flere spillere på de mange forskellige hold, hvad enten man er dreng eller pige, syv eller 14 år – og den første måned træner alle nye spillere gratis.
- Det gælder om at vække interessen for spillet, og så håber vi selvfølgelig, at børnene får lyst til at fortsætte, siger Morten Dam.
- Og at vække interessen har børnene også mulighed for lørdag den 23. august, når der er Street Basket i Torvebyen mellem kl. 13.00 og 14.30 eller på Børnedagen til Køge Festuge, afholdes tirsdag den 26. august på Torvet, slutter Morten Dam.
Morten Dam er sikker på, at mange flere vil blive grebet af en gal basketball – og hvis man ikke kan få nok basketball, er der også mulighed for at møde op til Klubdagen lørdag den 6. september på Asgård Skole, hvor de yngste på U/8 – U/12 har fortrinsret mellem klokken 9–11, mens U/14 – U/16 har spilletid fra klokken 11–13.
pm

Publiceret 22 August 2014 16:00