Køge Kommune vil benytte ny idrætsstrategi til at skærpe sit fokus på idrætsområdet. (Arkivfoto: JCJ).

Køge Kommune vil benytte ny idrætsstrategi til at skærpe sit fokus på idrætsområdet. (Arkivfoto: JCJ).

Vil sætte idræt på dagsordenen

Byrådets kulturudvalg har igangsat arbejdet på en helt ny idrætsstrategi for Køge Kommune for de kommende 10 år.

Af
Martin Rasmussen

IDRÆT: Hvad skal Køge Kommune kendes for på idræts- og motionsområdet i fremtiden?
Det skal der nu sættes ord på i en ny kommunal idrætsstrategi, som byrådets kulturudvalg netop har begyndt arbejdet på, og som skal være med til at sætte retningen for kommunens idrætspolitiske prioriteter helt frem til 2025.
- Vi vil alle gerne sætte idrætten mere på dagsordenen, og det er ikke en strategi, der bare skal ligge i en skuffe - den skal bruges aktivt, siger kulturudvalgsformand Anette Simoni, og dermed bliver der altså sat handling bag ordene fra flere partier i forbindelse med byrådets konstituering, hvor det blandt andet blev vedtaget at opprioritere kommunens fokus på idrætslivet.
Den nye idrætsstrategi skal omfatte både elite- og breddeidræt, og Anette Simoni fortæller, at man blandt andet skelner til den vision for dansk idræt, som DIF og DGI i fællesskab vil arbejde hen imod: Vision 25-50-75. Visionen går ud på, at der i 2025 er 50 procent af den danske befolkning, der dyrker idræt i en forening, og 75 procent af den danske befolkning er idrætsaktiv.
- Vi vil blandt andet undersøge, hvordan det ser ud her i kommunen, og hvordan mulighederne er for at leve op til målsætningerne, forklarer hun.
Der bliver gode muligheder for at komme med input til strategien.
Det er blandt andet hensigten, at der skal holdes et offentligt møde om sagen i løbet af efteråret. Målet er, at Køge Kommunes nye idrætsstrategi skal være færdig til foråret.

Publiceret 22 August 2014 10:00