HØTTE:

Konger og dronninger på høtten

I Vojens Skakklub er Høtten – den årlige byfest i uge 34 – startskuddet til en ny sæson

Af
pra

Høttelørdag – i år den 23. august – spilles fortovsskak i Rådhuscentret. Her kan alle interesserede møde nogle af klubbens medlemmer til Høtteskak foran Holmberg & Stine Tøj & Sko.
Høtteskakken er et propagandaarrangement, hvor alle interesserede kan dumpe ned og hygge sig med et par spil.
Når Høtten er overstået, indleder Vojens Skakklub så sæsonen for gamle og nye medlemmer. Det foregår i HUSET, Danmarksgade 8 i Vojens hver mandag fra og med den 25. august. For børn og unge begynder det kl. 18, for voksne er det fra kl. 19.15.
Kom og få en snak og et parti skak. Såvel nybegyndere som mere rutinerede er velkomne. Der er altid jævnbyrdige at spille med. Vi vil gerne være flere medlemmer, men man behøver ikke at forpligte sig, før man er sikker på, at man med skakspillet har fundet den rigtige hobby.
Skakspillet byder på udfordringer og spænding. Det er et ældgammelt spil, der bliver ved med at fascinere, og samværet omkring brættet er både sjovt, lærerigt og hyggeligt.
Vojens Skakklub har altid et tilbud om undervisning, der især retter sig mod klubbens unge – typisk i alderen 7-14 år. Med de rette fif fra erfarne skakspillere kan man hurtigt blive bedre – og så bliver det endnu sjovere at spille skak.
Baggrund:
Skak er først og fremmest et sjovt brætspil. Men samtidig er det med til at styrke den intellektuelle og sociale udvikling. Det fremmer evnen til at koncentrere sig, til at kombinere, og det udfordrer evnen til at tænke langt. Derfor spilles der også skak på mange skoler.
Som regel foregår skakspillet lidt langsommere end mange andre - ikke mindst børns - aktiviteter, så man har for en gangs skyld tid til at tænke sig om, inden man handler.
Skak er også en konkurrencesport. Det er dygtighed - ikke held eller uheld - der afgør, om man vinder eller taber – og lige som på andre områder er det øvelse, der gør mester.

Med venlig hilsen
Karl Posselt
Formand for Vojens Skakklub
 
Vojens Skakklub – v. Karl Posselt, Skjoldsvænge 6, 6500 Vojens
Tlf.: 7454 3423 eller 2392 0369 – mail: kpo_den@post1.tele.dk – Hjemmeside: www.vojensskakklub.dk

null

Publiceret 22 August 2014 11:00