Cykelevents i byens nye grønne gade

Søndergade i Kolding bliver i næste uge forvandlet til byens bæredygtige og grønne gade som en del af festugen. I den anledning sætter Kolding Cykelby fokus på cyklen som grønt transportmiddel med masser af cykelaktiviteter

Kolding Cykelby har i samarbejde med blandt andet Kolding Bicycle Club, Kolding Mountainbike klub, Naturstyrelsen og P-Dahl Cykler arrangeret forskellige muligheder for at lære cyklen bedre at kende, og for at være med til at skabe fokus på hvor bæredygtig cyklen egentlig er.
Cykelforhindringsbane og landevejscykling
Mountainbike-klubben arrangerer en cykelforhindringsbane for de mindste med præmier fra Naturstyrelsens kampagne ”Flink i Natur”. Kolding Bicycle Klub vil fortælle om cykling på landevejene samt giver gode fifs til træningen og hvordan man kommer igang. Der bliver fremvisning af forskellige cykler, så man kan komme lidt tættere på en fartmaskine.
 
El-Cykel og Simulatorcykling
P-Dahl Cykler stiller med en række el-cykler, man kan komme og prøve. Kolding Cykelby vil samtidig fortælle lidt om cykling i kommunen, og der vil i den forbindelse blive opsat en PraxTour simulatorcykel, så man kan prøve kræfter med en legendarisk bjergetape fra eksempelvis Tour de France.
 
Byhaver og rullegræs
Forvandlingen af Søndergade til ”Grøn gade” er en del af Trekantsområdets Festuge fra den 23. til den 31. august. Søndergade bliver til et scenisk og grønt maleri sprængfyldt med bæredygtige tiltag. Hele gaden er dækket ind i grønt stof og en lang række ”byhaver” vil sammen med rullegræs skabe en særlig bæredygtig stemning.
 
Program for cykelaktiviteterne:
Onsdag den 27. august klokken 14:00-18:00
MtB Kolding: Cykelforhindringsbane
KBC: Lidt om livet på landevejen og træningstips
Kolding Cykelby: PraxTour simulatorcykel
 
Fredag den 29. august klokken 14:00-18:00
P-Dahl Cykler: Prøv en El-cykel
Kolding Cykelby: Cykling i Kolding kommune + PraxTour simulatorcykel

Publiceret 24 August 2014 11:00