I Flindts Fodspor:

Mere end bare poser

Af
Jørgen Flindt

Århhhhh, hvor er jeg da træt af den tomme, kæmpe flaske, hvori der engang var ketchup fra Beauvais, men hvor der nu bare er en tom plastik-hylster tilbage.
Og den skal smides ud. Kastes væk. Den skal ud af mit øje, og dermed ud af mit sind, så derfor står jeg her og propper den ned i en sort pose. Problemet er dog, at posen er halvfyldt med andre gode ting som en tom dåse tun, en godt sammenpresset mælkekarton samt andre småting.
Så der er ikke rigtig plads til den forhenværende ketchup, men med lidt hårdhed og beslutsomhed ender det nu med, at alt kan være der, og jeg endda får bundet en solid knude i toppen.
Affaldet kan komme i den sorte spand i forhaven. Så, ude af øje. Ude af sind.
Men affaldet er der jo stadig, og skal snart på en køretur, og komme på et bånd og skubbes til side og skal sikkert derefter have ild i røven, så affaldet i stedet kan bruges til varme og energi. Vi mennesker sviner helt utroligt, og stakkels moder jord der må tage imod, men i Vejle sviner vi nu på en anden måde. Vi sorterer i det mindste og prøver at genanvende så meget som muligt.
I livets store affaldsregnskab rækker vores beskedne sortering sikkert intet. Men i 25 år har vi nu sorteret på livet løs, deriblandt med de nok så kendte sorte og grønne poser. Organisk i de grønne, det ikke organiske i de sorte, sådan groft sagt. Hvor har man da tit stået der med en pose, der er fyldt for meget op, og så prøver man alligevel at få enderne bundet sammen, så den sorte pose kan lukkes på en nogenlunde forsvarlig måde.
Den grønne pose er sjældent et problem, for der skal mange dages madrester til, før posen er fyldt, men de sorte poser. Uha, de er små og dermed nemme at fylde op med dagens mange affaldsrester.
Men skidt, med så meget andet i livet, så vænner man sig til at kæmpe lidt med de sorte poser. Det er da også 25 år siden, at de farvede poser blev en del af vores hverdag. En dengang ny måde at fjerne affaldet fra ens hjem og få det sendt videre i systemet.
Jeg kan nu godt huske tiden før, hvor al skidtet endte på en mark bag Idrættens Hus, og det lugtede af helvede til i ny og næ. Og alligevel var der altid et rend af folk, der ledte efter affaldsguld i rodebunken. Eller tyggegummi når Dandy smed fejlproducerede tyggegummipakker ud, for så stod alle ungerne fra Vestbyen der med poser og skyndte sig at rage til sig, inden den dags eventyr var slut.
Livet er fyldt med affald. Lige fra gamle poser til æbleskrog. Fra udslidte lædersofaer til tomme tyske dåser, og engang smed vi det i en stor bunke, og så var det skidt ude af ens øje. Sådan er det ikke mere. Vi genbruger meget af det.
Og den holdningsændring tog sine første skridt for 25 år siden, og jeg vil gerne takke min morfar for det. Ok, ham og mange andre, men morfar var dengang formand for Vejle Kommunes Teknisk Udvalg, og derfor var med til at beslutte, at vi skulle i gang med at sortere. Det var i øvrigt også de år, vejlenserne skulle have fosfatfri vaskemiddel.
Nå, men eventyret med de grønne og sorte affaldsposer, har vi vejlenserne nu gennem 25 år hadet og elsket.
Jeg åbner døren og går ned med den sorte pose. Sådan. Bolden givet videre.
PS: Rygtet vil vide, at der ikke er grund til at sortere, for poserne ender alligevel i samme brændeovn. Men den historie var i bogstaveligste forstand en Aarhushistorie.

Publiceret 24 August 2014 06:00