Kolding-borgmester afviser boykot-forslag

Enhedslisten vil have Kolding Kommune til at stoppe indkøb af varer fra Israel

Af
Af Jens Braarup

Byrådsmedlem Benny Dall, Enhedslisten, vil have Kolding Kommune til at tage part i den optrappede konflikt mellem Israel og pælæstinenserne.
Som et ekstra punkt til dagsordenen for byrådsmødet 25. august foreslår han, at Kolding Kommune boykotter israelske varer og samarbejde med virksomheder, som deltager i Israels besættelse af palæstinensiske områder.
Helt konkret foreslår han, at Kolding Kommune opsiger sin kontrakt med sikkerhedsfirmaet G4S, som ifølge byrådsmedlemmet leverer sikkerhedsydelser til Israels militær i de besatte palæstinensiske områder og derfor har medansvar for brud på Folkeretten.
I stedet ønsker Benny Dall, at Kolding Kommune understøtter humanitære, venskabelige og kulturelle initiativer med Palæstina, ligesom han gerne ser, at Kolding Kommune tager kontakt til Røde Kors og Røde Halvmåne for at tilbyde sig som vært og funding-formidler for initativer, som gør det muligt for børn fra Gaza-striben at komme på rekreativt ophold i Kolding.
Men det forslag har ingen gang på jord, hvis man spørger Koldings borgmester Jørn Pedersen, V.
"Punktet vil blive taget af dagsordenen. Det vil ikke blive behandlet på dagens byrådsmøde", siger han til Lokalavisen Kolding.
Årsagen er, at kommuner som udgangspunkt ikke må beskæftige sig med udenrigspolitik.
"Vi kan ikke have, at landets 98 kommuner hver især prøver at diktere landets udenrigspolitik. Det har vi Folketinget til. Kommuner skal hverken beskæftige sig med indenridspolitiske eller udenrigspolitiske forhold. Det er en statslig opgave.
Kommunalpolitikere er slet ikke valgt til at varetage udenrigspolitiske anliggender. Andre kommuner har før forsøgt sig med politiske tilkendegivelser, for eksempel Århus, som alene ville støtte fair trade handel, og andre kommuner ville erklæresl atomvåbenfri zone. Men det er i hvert enkelt tilfælde blevet afvist som ulovligt.
Så derfor kan vi i byrådet naturligvis ikke behandle Enhedslistens forslag. Den slags drøftelser må de føre i Folketinget og samle flertal for der", siger borgmesteren.
Det undrer Benny Dall:
"Jeg er både overrasket og dybt forundret over, at borgmesteren sådan i 11. time piller mit forslag af dagsordenen. Hvis det ikke er lovligt eller uden for byrådets muligheder at behandle en boykot af Israel, så kunne han have meddelt mig det skriftlig, før forslagett overhovedet blev fremsat.
"Jeg synes, det er dumt af ham på den her måde at kvæle en lokal diskussion om den israelsk-palæstinensiske konflikt", siger Benny Dall.
 

Publiceret 25 August 2014 14:00