Opvarmning til sæsonen:

Det dufter af medaljer

For tredje år i træk gav Team Esbjerg sponsorerne lejlighed til at møde spillertruppen, før det går løs i Dame Håndbold Ligaen og den europæiske EHF Cup. En række af velkendte navne, tre nye profiler og et af klubbens egne unge talenter, Maria Mose Vestergaard, linede i Carlsberg Lounge på Blue Water Arena op for ca. 80 medlemmer af Team Esbjerg Business.
Med forstærkningerne Laura van der Heijden, Stine Bodholt og Ida Bjørndalen til en trup, der i forvejen har mange profiler, er ambitionerne høje i Team Esbjerg.
"I de 10 år, jeg har været med, har vi aldrig haft en bredere trup. Vi går efter medaljer – og helst af bedste karat," sagde bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.
Inspireret af Esbjerg jernkvinde, Camilla Pedersen, der fortalte om sin imponerende vej tilbage til livet og Ironman-eliten efter et alvorligt cykelstyrt for snart et år siden, berettede Bjarne Pedersen om en løbetur i New Yorks Central Park i foråret. Han for vild og måtte bruge de sidste syv dollar i lommen til at tage en taxa tilbage til hotellet.
Så lille er økonomien ikke i Team Esbjerg, selv om der er fulgt tæt op på budgetterne for at sikre et lille driftsoverskud for andet år i træk. Lønbudgettet i den sportslige sektor er vokset, men det opvejes af, at to topspillergrupper finansierer Estavana Polman og Johanna Ahlm, og en tredje omkring Laura van der Heijden er på vej. Desuden arbejdes der på at etablere en særlig Vejen-gruppe omkring Ida Bjørndalen.
"Vi mærker stor opbakning fra sponsorerne, og vejen til det forjættede land, Champions League i Blue Water Dokken, ligger åben. Det er op til os selv," sagde Bjarne Pedersen.
Sportschef Thomas Hylle er ligeledes velfornøjet med truppen til den nye sæson. Han lader det dog være op til spillerne og cheftræneren at fastsætte de sportslige mål under en træningslejr i Lalandia Billund i næste uge. Sportschefens egne forventninger er på forhånd høje.
"Vi har et rigtig godt hold med fantastisk dygtige spillere. Vi kan forvente, at der vil blive spillet med fuld fart på. Andre siger om os, at vi har den bredeste trup. Jeg tror, vi får et hold, der vil spille usædvanlig spændende håndbold," sagde Thomas Hylle. 
Cheftræner Lars Frederiksen var til forældrenes guldbryllup, da Team Esbjerg ved Skjern Bank Cup i weekenden tabte til den første modstander i den nye sæson, Team Tvis Holstebro.
"Når man er samlet en flok piger af høj klasse på alle pladser, kan man synes, at det hele går for let. Heldigvis tabte vi.  Vi må tilbage i træningslokalet og knokle, så vi kan finde ud af, hvordan vi slår de gode hold. Vi tror på, at vi når langt i år. Et af målene i den nye sæson er at være ubesejret på hjemmebane," sagde Lars Frederiksen.
Han vurderer, at de danske mestre, Viborg HK igen i år vil være et godt bud på en topplacering – selvom de opererer med en smal trup. Han har desuden stor tiltro til et forstærket FC Midtjylland-hold, Team Tvis Holstebro – og Team Esbjerg.
Efter sæsonstarten mod Team Tvis Holstebro 3. september tager Danmarks mest sete hold med næsten 1.500 tilskuere i gennemsnit på hjemmebane 7. september imod Viborg HK i Blue Water Dokken.  

Publiceret 25 August 2014 06:00