Henning Frisk mener asylcenteret kan udvikle Bolderslev yderligere.

Henning Frisk mener asylcenteret kan udvikle Bolderslev yderligere.

Borgerne i Bolderslev har fået mere ro i sindet

For et par uger siden kom ca. 100 asylansøgere til Bolderslev. Nu er der kommet ro på

Af
Af Betina Skjønnemand

Efter en lidt hektisk start, er der nu kommet en slags hverdag i gang igen i Bolderslev, efter at omkring 100 syriske flygtninge med få dages varsel flyttede ind i det nedlagte plejecenter Midtpunktet i byen.
“I sidste uge holdt Lokalrådet og et par frivillige et møde med ansatte fra asylscentret. Her fik vi talt en masse praktiske ting igennem, og det er som om, der er faldet lidt ro på det hele”, fortæller formanden for Bolderslev Lokalråd, Henning Frisk.
Han kan desuden berette, at en del borgere er gået konstruktivt til værks, og der er bl.a. blevet oprettet en facebookgruppe, hvor man kan melde sig, hvis man vil være med til at arrangere aktiviteter for og med de nye beboere.
“Der er allerede over 50, der har meldt sig, så det må da siges at være en positiv historie”, fortsætter Henning Frisk.
På mødet blev det ligeledes besluttet, at der skal holdes åbent hus på asylscenteret den 7. september fra kl. 13.
På mødet fik Lokalrådet også et brev fra en asylansøger, der udtrykte sin taknemmelighed til byens borgere, der både har taget godt imod de nye beboere og været behjælpelige med bl.a. tøj.
“Sådan et brev varmer jo, og er også med til at vise, at de også er glade og taknemmelige for at være her”, siger Henning Frisk.
Han mener, at asylscenteret på sin vis kan være med til at udvikle Bolderslev yderligere.
“Om man er for eller imod er egentlig ligegyldigt. Det er en udfordring for byen, og udfordringer er med til at engagere borgerne, så de bidrager med deres mening. Det er udviklende for et samfund at have engagerede borgere”, slutter Henning Frisk.

Publiceret 26 August 2014 09:15