Dans på amerikansk

Kom og prøv traditionel square og contra dance - to gratis prøveaftener i Square Dance Hvidovre

Square Dance Hvidovre tager snart hul på den nye sæson med åbent hus både torsdag den 11. og 18. september i den helt nye bygning Bødkerporten 6A ved biblioteket på den tidligere Enghøjskole.

Der bliver danset i Tumlesalen fra kl. 19.00 - 20.45. Kom gerne én eller begge dage og prøv helt gratis om square og contra dans er noget. Fra kl. 19.45 - 20.00 holdes en lille kaffepause, hvor foreningen giver kaffe og småkager. Square og contra dans er en anderledes og sjov måde at få motion på, og man behøver slet ikke at kunne danse i forvejen. Der er heller ikke noget med at klæde sig ud - man danser i helt almindeligt tøj, og det er ikke nødvendigt at have en partner med, så kom gerne alene. Det er den oprindelige amerikanske folkedans, der styres af en ¿caller¿, som samtidig med musikken fortæller danserne, hvad de skal gøre. Hos Square Dance Hvidovre kommer alle til at danse - også når man kommer alene. Både dans og musik er godt for humøret, og foreningen er så heldig at have én af landets bedste callere, som altid har forrygende god musik på programmet. Der er undervisning hver torsdag fra kl. 19.00 - 21.35 i to niveauer med henholdsvis begyndere og fortsættere. Se evt. mere om tider på hjemmesiden squaredancehvidovre.dk. Alle danser mindst to lektioner, dvs. i alt 1½ time. Det er også billigt at danse hos Square Dance i Hvidovre - 550,- kr. for hele sæsonen, i alt 24 gange.

Publiceret 26 August 2014 08:00