Ikke flere hittegodsauktioner i Sønderborg

Nu skal du til Haderslev for at købe på politiets hittegodsauktioner

Af
Mikkel Hansen

Mange sønderborgere har fået en billig cykel eller gjort en anden god handel på politiets hittegodsauktioner gennem tiderne.
Men nu er det slut med at gå til hittegodsauktion i Sønderborg. Fremover bliver det lokale hittegods nemlig solgt i Haderslev.
"Vi bruger en underleverandør til at sælge hittegodset. Den advokat, der har stået for auktionerne i Sønderborg, er nu stoppet, og der har ikke været noget firma til at overtage. Derfor varetages auktionerne nu af et firma i Haderslev," forklarer kommunikationsrådgiver Helle Lundberg fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Der er altså ikke tale om et bevidst fravalg af Sønderborg fra politiets side. Ifølge Helle Lundberg varetager Haderslevauktion.dk hittegodsauktioner for de fleste lokalstationer i politikredsen. Senest er også auktionen fra Brørup flyttet til Haderslev.
Hos politiet begræder man ikke udviklingen.
"Mange af køberne er professionelle opkøbere, og de er glade for, at auktionerne samles, så udbudet bliver større. Naturligvis er det ærgerligt for dem, der godt kan lide at gå til de lokale auktioner, men vores opgave er, at få så meget for varerne som muligt, og større auktioner tiltrækker flere opkøbere," siger Helle Lundberg.
Haderslevauktion.dk er en del af advokatfirmaet Buch og Baruah.

Publiceret 26 August 2014 09:00