Bjarne Beck fra Tørning Mølle roste personalet for et fantastisk stykke arbejde. Foto: Peter Rasmussen

Bjarne Beck fra Tørning Mølle roste personalet for et fantastisk stykke arbejde. Foto: Peter Rasmussen

Pavestolt personale fejret med pølser

Tørning Mølle inviterede på ringriderpølser og sodavand for at sige tak for flotte møbler og dygtigt gartnerarbejde

Af
Peter Rasmussen

Tørning Mølle er ubestridt ét af de smukkeste steder i Sønderjylland - måske i hele landet. Derfor gjorde det da også ekstra ondt i hjertet på folkene på møllen, at se hvorledes området groede mere og mere til.
Naturstyrelsen, som varetager vedligeholdelsen af området, kunne blot meddele at man var ked af det, men at nedskæringer betyder langt mindre vedligehold alle steder. Til sidst blev det dog for meget for folkene på Tørning Mølle:
"Jeg skrev til borgmesteren, som godt kunne se at det var fuldstændig uholdbart hernede. Naturligvis kan vi gøre noget selv, men det er frivillig arbejdskraft, og vi har sådan set travlt nok med andre ting," fortæller lederen af den sejvejende institution på stedet.
Der blev afholdt et møde mellem Naturstyrelsen, kommunen og Tørning Mølle, hvor det blev aftalt at der kunne indgås en aftale om pasning af de grønne områder med Diagergård, som er et bofælleskab for udviklingshæmmede i kommunen. Samtidig blev der også indgået en aftale med det beskyttede værksted Damgård om produktion af 20 bord- og bænkesæt til Tørning Mølle.

Et formidabelt samarbejde

"Det er intet mindre end fantastisk nu," lyder det begejstret fra den daglige leder af Tørning Mølle, Bjarne Beck:
"Der er blevet ansat en projektleder, som næsten behandler møllen som var det hendes egen have. Og folkene fra Diagergård står klar fra tidlig morgen til at tage fat når hun kommer. Det er lige før at ukrudt ikke kan nå at komme op af jorden før den er fjernet. Samtidig oplever vi, at folkene er enormt glade og stolte af deres arbejde," siger han. Han har også meget stor ros til de flotte borde og bænke:
"Folk roser dem til skyerne, og vi kan se at det altid er de nye borde og bænke, som ført er optaget," fortæller Bjarne Beck.
Onsdag blev det hele så fejret med ringriderpølser og sodavand, og alle havde god appetit. De havde jo fjernet ukrudt, så alt var flot til lejligheden.

Man bliver sulten af at fjerne så meget ukrudt.

Man bliver sulten af at fjerne så meget ukrudt.

Publiceret 26 August 2014 07:00