Gaveregnen var lige så stor som glæden hos ukrainskfødte Anja Yakovlena, 25, fra firmaet A.H. International i Kolding. Hun kan i dag fejre hele tre gode nyheder: Årets Lærling 2014, nyudlært handelsassistent med karakteren 10 og fastansættelse på sin læreplads.

Gaveregnen var lige så stor som glæden hos ukrainskfødte Anja Yakovlena, 25, fra firmaet A.H. International i Kolding. Hun kan i dag fejre hele tre gode nyheder: Årets Lærling 2014, nyudlært handelsassistent med karakteren 10 og fastansættelse på sin læreplads.

Årets lærling kan både køre gaffeltruck og lave en salgsbrochure

Ukrainskfødte Anja Yakovleva, 25, nyudlært handelsassistent hos A.H. International i Kolding, modtog DI-prisen som Årets Lærling i Trekantområdet

Af
Af Jens Braarup

Gavebordet hos A.H. International i Kolding var pænt stort og glæden endnu større, da ukrainsk-fødte Anja Yakovleva, 25, onsdag blev fejret som Årets Lærling i Trekantområdet.
Glæden var dobbelt, for oven i prisen fra Dansk Industri, diplom og et flot ur, blev Anja færdigudlært som handelsassistent med et 10-tal og straks tilbudt fastansættelse hos A.H. International, hvor hun skal arbejde med indkøb, markedsføring, salg og opsøgende kundekontakt.
Konkurrencen om at blive Årets Lærling var benhård. DI har i Trekantområdet cirka 700 medlemmer, og derudover har erhvervsskolerne haft mulighed for at indstille kandidater.
"Og hvorfor blev det så lige mig? Tja, jeg har svært ved at rose mig selv, men det var nok den gode indstilling fra mine kolleger, som gjorde forskellen", siger Anja Yakovleva beskedent.
A.H. International har med Anja syv ansatte. Virksomheden sælger special-artikler til jern- og maskinindustrien.
Marianne Winther, bogholder og Anjas mentor på virksomheden er ikke bange for at sætte ord på, hvad der gør Anja til noget helt specielt.
"Ja, hun kan jo køre truck, og hun taler foruden ukrainsk og russisk også engelsk og selvfølgelig dansk. Og så har hun været en dygtig elev, glad, smilende, præsentabel, så efter hendes tre måneders praktikperiode var vi ikke i tvivl om, at hun skulle have en elevkontrakt her hos os. Og nu bliver det så til en ny kontrakt som fastansat kontor- og salgsassistent", siger Marianne Winther.
Anja Yakovleva kom til Danmark som 11-årig sammen med sin mor. Hun kan næsten ikke forstå al den virak omkring hendes person, borgmesterbesøg og -tale, gaver, blomster, og udendørsservering ved Frederiks Pølsevogn.
"I aften skal min kæreste Thomas og jeg nok fejre det hele i fred og ro på en café sammen med nogle gode venner", siger Anja Yakovlena, der efter en travl tid med afgangsopgave og eksamen på IBC, International Business College i Kolding, nu ser frem til nogle dages ferie, inden hun starter sit nye job. Samme sted, men som udlært.
 
 
 

Publiceret 27 August 2014 14:00