Medlemsfremgang udfordrer Vejle Håndbold

Vejle Håndbold har de seneste sæsoner oplevet stor fremgang i medlemstallet for de alleryngste håndboldspillere. En stigning der betyder at klubben frem mod den kommende sæson har en udfordring, nemlig at kunne give optimale træningsforhold for de 30-40 børn som på hver årgang møder op til træning i Hældagerhallen en til to gange om ugen.
”Muligheden for at få mere træningstid i ”prime time” (klokken 17-20) i Hældagerhallen har vist sig ikke at være mulig i de seneste års tildeling og fordeling af tider fra kommunen, da både volleyball og badminton for børn og voksne også skal have tider i hallen. Vi har derfor måttet tænke i andre baner, og der har DGI Huset kommet os til undsætning. Vi har fået træningstid i DGI Huset, og det betyder at vi flytter vores yngste og vores ”ældste” drenge til DGI Huset,” udtaler Mette Torp Villadsen fra Børneudvalget i Vejle Håndbold i en pressemeddelelse.
DGI Huset har også imødekommet en ansøgning om at indkøbe seks nye minimål til brug for de yngste håndspillere.
”Trods det var en stor udgift var det ikke en svær beslutning for DGI Husets bestyrelse af sige ja til den ansøgning/anmodning som Vejle Håndbold sendte til os i foråret,” siger Roland Christiansen, Direktør for DGI Huset.
Stort skridt
At flytte fra Hældagerhallen er et stort skridt for Vejle Håndbold, og det kommer til at betyde, at Børneafdelingen kommer til at miste nogle spillere, som i dag har nemt ved at komme til træning i Hældagerhallen, men som måske ikke har mulighed for at fortsætte når træningen skal foregå i DGI Huset.
”Vi må tage det som en udfordring og håbe på at nogle at de børn der i dag bor i midtbyen tæt på DGI Huset nu vælger håndbolden til som fritidsaktivitet, og at der kan findes løsninger for børnene fra Bredballe og Nørremarken som skal finde ned til DGI Huset.” Siger Mette Torp Villadsen.
Vejle Håndbolds tre yngste årgange (U4, U6 og U8) kommer til at træne i forlængelse af hinanden i to haller i DGI Huset om fredagen, dette har andre klubber i Danmark haft stor succes med, og Vejle Håndbold Børn forventer sig også meget af denne mulighed for yderligere fremgang af Børnemedlemmer.
U12 Drenge som er de andre der flytter i DGI Huset har fået 2 x 1 ½ times træning tirsdag og torsdag.
Der er træningsstart for Vejle Håndbolds børnehold i uge 33, se yderligere på Vejle Håndbolds hjemmeside: www.vejlehaandbold.dk

Publiceret 27 August 2014 11:00