I det sydlige Etiopien får 2-årige Tigabu sin første behandling af det næringsrige peanutpasta på en af Red Barnets sundhedscentre. Foto: Colin Crowley/Save the Children

I det sydlige Etiopien får 2-årige Tigabu sin første behandling af det næringsrige peanutpasta på en af Red Barnets sundhedscentre. Foto: Colin Crowley/Save the Children

Travl weekend for Red Barnet

Der venter en travl weekend for mange frivillige - Ikke mindst dem fra Red Barnet

Den første weekend i september er der i Haderslev forskellige arrangementer, hvor der samles penge ind til gode formål.
Det største arrangement er jo ”Stafet for Livet”, som fik en fantastisk opbakning allerede det første år, arrangementet kørte i Haderslev.
"Red Barnets lokalforening stiller med et hold i år for at bakke op om dette gode formål," fortæller lokalaformand Gudrun Gjesing:
"Søndag d. 7. september har Red Barnet også Landsindsamling – en husstandsindsamling, hvor frivillige ringer på hos lokalbefolkningen og beder om penge i indsamlingsbøtterne.
Så husk at have kontanter i pungen, for vi tager jo ikke Dankort," smiler hun.
"Landsindsamlingen samler ind til de mest udsatte og sårbare børn ude i verden. Børn, der lever i krigszoner, oplever naturkatastrofer som Tsunamier, jordskælv, oversvømmelser og tørke med deraf følgende bl.a. hungersnød og mangel på basal tryghed, mad, rent vand skolegang m.m," fortsætter hun:
"Red Barnets lokalafdeling i Haderslev har en Familieoplevelsesklub, hvor vi arrangerer oplevelsesture for børn og forældre i vanskeligheder her i Haderslev. Det koster også penge; de penge får vi bl.a. fra SE Touren, som kører den sidste weekend i august, samt fra Bingo Centret, lokale fonde m.m."

Mangler indsamlere

"Om vi kommer forbi, hvor du bor afhænger af, om vi får nok frivillige indsamlere. Red Barnet har brug for mange indsamlere til at dække kommunen, og derfor opfordrer vi dig og mange andre til at melde dig/jer som indsamler til Landsindsamlingen den 7. September," siger Gudrun Gjesing:
"Vi har brug for alle hjælpende hænder. Vi opfordrer derfor jer til at gå to timer med en indsamlingsbøtte for at hjælpe verdens mest udsatte og sårbare børn. Håber du vil tage dig tid til at gå en rute to timer søndag d. 7. september."
"Som ekstra motivation for at være indsamler, har vi fået nogle flotte sponsorater, som der vil blive trukket lod om blandt indsamlere i Vojens og Haderslev. SønderjyskE har sponsoreret 25 billetter til fodboldkampen Sønderjyske mod Hobro mandag den 15/9-kl. 19:00 og 25 billetter til ishockeykampen Sønderjyske mod Odense Bulldogs fredag den 19/9 kl. 19:30. Bowl"n"fun Haderslev sponsorerer 1 times bowling til den skoleklasse, der indsamler flest penge til Red Barnet den 7. september. Alle skoleklasser i Haderslev og Vojens har mulighed for at stille op," fortæller hun. Tilmelding af enkeltpersoner og af klasser kan ske til indsamlingsleder Mette Gummer på mettegummer@gmail.com. Man kan ligeledes tilmelde sig på 30 12 31 12 eller 80 24 25 26, eller Send en sms med "TILMELD" til 1277.

Publiceret 27 August 2014 11:45