Kedler på vej til Norge. Den ene er tidligere brugt på Vejle Sygehus. Foto: Assenbjergs.

Kedler på vej til Norge. Den ene er tidligere brugt på Vejle Sygehus. Foto: Assenbjergs.

Én ordre tredobler virksomheds årsomsætning

Kedel fra Vejle Sygehus skal nu til Norge og bruge sin damp på fiskeaffald. Det betyder kæmpe ordre til Give-firma

Af
Ina Bjerregaard

Det er ikke hver dag, der lander en ordre på fem millioner kroner i indbakken hos det Give-baserede firma Assenbjerg Energy Technic ApS ved Vejle. Normalt er omsætningen på mellem 2,5 - 3 millioner kroner årligt, så der var glæde hos det lille firma, da ordren faldt helt på plads.
“Det føltes rigtig dejligt, da aftalen endelig var underskrevet, men selvfølgelig også lidt nervepirrende og spændende,” fortæller Anni Assenbjerg.
Firmaet var i konkurrence med tre store norske virksomheder, så der var grund til at være tilfredse, da aftalen var faldet endelig på plads.
“Vi er selvfølgelig stolte,” siger Peter Assenbjerg til Lokalavisen Budstikken.
“Vi har lavet sådan noget før, bare ikke i den størrelsesorden,” siger Anni Assenbjerg.
Netop i denne uge fragter Give Sværgods en 35 meter høj skorsten til virksomheden Nutrimar i Norge, der er en servicevirksomhed til et lakseslagteri. Nutrimar har bestilt et helt nøglefærdigt kedelrum, som Assenbjerg skal designe. Og det sker fordi, fabrikken bygger nyt.

Internationalt netværk

Dampkedlerne skal bruges til procesopvarming hos Nutrimar og skal forsyne et lakseslagteri med damp.
Det lille Give-firma har tre ansatte: Ægteparret Anni og Peter Assenbjerg samt en medhjælper. Firmaet har eksisteret siden 1996, og ægteparret har specialiseret sig i kedler og damp-kedelanlæg, service af kedler samt kranservice, fortæller Anni Assenbjerg. Det har givet dem kunder over hele verden. Det lille firma fra Give er også vant til at begå sig blandt de store, for Peter Assenbjerg altid har haft hele verden som sin arbejdsplads, og i dag leverer man da også løsninger og service til giganter som Arla, Royal Greenland og KMC kartoffelfabrikkerne.

Peter Assenbjerg fra Assenbjerg Energy Technic ApS. Foto: Assenbjergs.

Peter Assenbjerg fra Assenbjerg Energy Technic ApS. Foto: Assenbjergs.

På kunders anbefaling

Netop de mange internationale kunder samt Peter Assenbjergs store netværk fra sin tid som lønmodtager hos blandt andre Chevron Oil, Aalborg Boilers og Danstoker, har været medvirkende årsag til den store ordre.
“Vi fik ordren, fordi vores kunder havde anbefalet os,” siger en stolt Anni Assenbjerg.
Hele ordren skal være færdigleveret til november.
For et par uger siden kørte tre store lastbiler til Norge med dampkedler, en ny og en brugt. Den brugte dampkedel er faktisk fra Vejle Sygehus.
“Ja, det er lidt sjovt, men på sygehuset havde de to kedler, og da de har lagt om til decentral energiforsyning, havde de ikke længere brug for dem, så dem købte jeg for to år siden. Den ene blev solgt sidste år til en anden virksomhed i Norge, og nu skal den anden så op til Nutrimar,” fortæller Peter Assenbjerg.
De to kedler har været på Vejle Sygehus siden 1992, men emigrerer nu altså til Norge.
Hele designet og leveringen af dampkedelanlægget går efter planen.

Publiceret 28 August 2014 11:30