4000 festede på Søndre Havn

Søndre Havnedag blev traditionen tro en velbesøgt succes med omkring 4000 deltagere - og store som små benyttede sig dagen og aftenen igennem af de mange forskellige aktiviteter.

Der blev sejlet, spist, kravlet, lyttet, leget og kreeret i stor stil, da en lang række foreninger, institutioner og virksomheder sammen med Køge Kyst afholdt Søndre Havnedag lørdag den 23. august. Omkring 4000 lagde vejen forbi havnen og tog del i festlighederne, som bød på noget for enhver smag og interesse.
- Vi kan endnu en gang kalde Søndre Havnedag en veloverstået succes, og det var en ren fornøjelse at se de mange deltagere og arrangører, der tog del i dagen. Der bliver lagt mange kræfter i arrangementet, og det er absolut det hele værd, siger chefkonsulent byudvikling, kultur og byliv, Siv Raun Andersen fra Køge Kyst.
Bryghuset Braunstein inviterede igen til Sildens Dag og slog samtidig dørene op for et nyt oplevelsescenter i en tidligere lagerbygning. Oplevelsescentret, som trak mange besøgende til, er en forløber for en helt ny bygning, der senere skal opføres. De yngste deltagere indtog med stor iver byrummet Tidsrummet, som stod klar til Søndre Havnedag med ny indretning i form af en maritim legeplads.
Det maritime var også i centrum på Havnepladsen, som hele dagen sydede af aktivitet. Her blev især de store maskiner udforsket, og Hjemmeværnets 75 mand stod for et hav af aktiviteter med deres spændende udstyr. Mange benyttede også lejligheden til at tage på sejlture og bl.a. høre Palle Nielsen fra Køge Maritime Aktivitetscenter fortælle. Coasteren Samka bød på bl.a. på koncerter, graffiti og skate.



Sildens Dag og Søndre Havnedag tiltrak i alt omkring 4000 mennesker til Søndre Havn.

Sildens Dag og Søndre Havnedag tiltrak i alt omkring 4000 mennesker til Søndre Havn.

Vandsport, Køge-krønike og dessertvandring

Team Køge Volleys dygtige spillere imponerede med beach volley-tricks og lod deltagerne prøve kræfter med den populære strandsport. Store og små vandhunde kastede sig ud i windsurfing med hjælp fra Køge Sejlklubs instruktør, og i Gule Hal blev der igen i år bygget sejlskibe, som stod deres test i bassinet foran hallen. 
Opdagelsen dannede ramme om en madskole, hvor der blev eksperimenteret med lokale urter. Forfatter Katrine Marie Guldager kiggede også forbi med sin seneste bog i den populære Køge-krønike med titlen ”Peters død”. Hun læste op fra bogen og blev interviewet af Karen Vestergaard fra Køge Bibliotekerne, alt imens tilhørerne slappede af i hængekøjer og på tæpper. 
Søndre Havnedag sluttede traditionen tro med fællesspisning på Udsigten af helstegt vildsvin og lam med strandengssalat, i år serveret af Senior Erhverv Køge. Braunsteins nye havneøl blev indtaget sammen med maden, mens Diva stod koret for den musikalske optræden. Tapperiet bød efterfølgende på en alternativ dessert, bestående af en ”Hemmelig poetisk vandring”, hvor deltagerne fik både sjove smags- og lydoplevelser. Til slut blev trolden på Klapbroen afsløret med hjælp fra deltagerne.

Publiceret 28 August 2014 15:00