Borgmester vildledte byråd

Borgmester H.P. Geil, (V),Haderslev, har endnu engang bragt sig selv i fedtefadet i sine bestræbelser på at beskytte sin politiske ven, LAs Benny Bonde. Han har vildledt sit byråd.

Det er en grov foreteelse, men der skal meget grovere ting til, hvis en borgmester skal sættes fra bestillingen. H.P. Geil kan derfor sove roligt om natten. Han kan højest forvente en næse for sin vildledning. Den vil han i vanlig stil kvittere for med en vits og et afvæbnende smil.

Hvad jeg nu skriver er en fortsættelse af gårsdagens indlæg "Byld på demokratiet". Den handlede bl.a. om, at Benny Bonde i spildevandssagen er gået uden om sit eget udvalg, har fået administrativ hjælp dertil - og på byrådsmødet fik opbakning af sin borgmester.

H.P. Geil erklærede nemlig på det åbne møde, at Benny Bonde havde handlet korrekt, fordi det ikke var Bonde, men borgmesteren, der tog det omdiskuterede initiativ, uden at udvalget, som Benny Bonde er formand for, er blevet informeret.

Det var en ny oplysning, og den slog totalt luften ud af den kritik, som det røde mindretal havde rejst. Borgmesteren må nemlig godt sætte initiativer med involvering af forvaltningen i gang, udvalgsformænd må egenhændigt ikke gøre det - og slet ikke med assistance fra den administrative top (læs dir. Rune Larsson).
Direktøren står også til en næse, for han skulle have sagt fra.

Nu viser det sig, at H.P. Geils forsøg på at give Bonde rygdækning er opspind fra ende til anden.

Mindre end 14 dage før gårsdagens byrådsmøde, mere præcist 13. august, citerer Der Nordschleswiger H.P. Geil for at sige, at han som politiker har oplevet meget, men ikke noget, der svarer til Benny Bondes egenrådige handling. Han erklærede udglattende, at der var tale om en procedurefejl.

I byrådet lød som nævnt helt andre toner, for dér frikendte Geil endda Bonde for at have lavet procedurefejl. Nu hed det, at alt er foregået efter bogen.

Jeg har selvfølgelig straks søgt aktindsigt i de dokumenter og noter, der kan bevidne, at borgmesteren har løjet over for Der Nordschleswiger, men talt sandt i byrådet. Min formodning er klar. Sådanne dokumenter og noter eksisterer ikke, så ville de nemlig være fremgået af den omfangsrige sagsfremstilling, der var på byrådets dagsorden, hvilket gør konklusionen helt klar:

Borgmester H.P. Geil har vildledt sit byråd - og naturligvis samtidigt alle borgere i kommunen.

Havkatten Calle

Publiceret 28 August 2014 06:00