Butiksruden blev kunst og døren brudt op hos Mille H. Accessories i Fredericia.

Butiksruden blev kunst og døren brudt op hos Mille H. Accessories i Fredericia.

Butiksejer roser politiet efter indbrud:

"Jeg er imponeret"

Forretningen Mille H. Accessories, Prinsessegade i Fredericia, fik ubudne gæster

Af
Lars Saugbjerg

Camilla Jordt Hansen, indehaveren af forretningen Mille H. Accessories, vågnede klokken 01 natten til onsdag, da telefonen ringede. Det var politiet.
"Jeg lå jo og sov, men jeg blev hutigt vågen. Der var indbrud i min forretning, og politiet mente, at jeg nok hellere måtte komme ned i butikken," fortæller Camilla Jordt Hansen.
Hendes udlejer slog alarm, da nogle mistænkelige typer luskede rundt. Først troede udlejeren, at tyvene ville bryde ind i apoteket, men de slog altså til mod Mille H. Accessories på den anden side af gaden.
Den store butiksrude blev knust - og døren brudt op.
Da Camilla Jordt Hansen ankom, havde politiet allerede pågrebet en af indbrudstyvene, en 22-årig pige.
"Lidt senere på natten lykkedes det os at finde medgerningsmanden, en 23-årig mand. Begge erkendte sig skyldige og blev efter afhøring løsladt," fortæller Mogens Damgaard, Lokalpolitiet i Fredericia.
Indbrudstyvene nåede kun at samle vinduespynt, ure og lidt forskelligt sammen, men de fik aldrig nogle koster med sig.
"Politiet var hurtigt fremme. Jeg er imponeret. Man hører jo så tit, at de aldrig får fat i indbrudstyvene. Fint politiarbejde," lyder det fra Camilla Jordt Hansen, der ikke tidligere har haft indbrud i sin forretning - hun åbnede i april.
"Det er jo mennesker i nød, der gør det. I en desperat handling. Alligevel kan jeg ikke lade være med at være vred og sur. Det er en træls oplevelse, men heldigvis er jeg ikke utryg ved at være i forretningen. Måske ville det have været anderledes, hvis det var gået ud over mit private hjem."

Publiceret 28 August 2014 11:00