Ungerne tog godt imod julemanden en varm sensommerdag.

Ungerne tog godt imod julemanden en varm sensommerdag.

Se billederne:

Julemanden på sommer-visit i Fredericia

Af
Lars Saugbjerg

Toget ruller ind på pladsen i Madsby Legepark. Det er den 27. august, himlen er blå og temperaturen sniger sig op på 20 grader. Ungerne jubler.
"Nu kommer han!"
Julemanden stiger ud, vinker og bliver straks omsværmet. Den skæggede herre tager imod ønsker - en iPad, en prinsessekjole, en guitar, en paraply, en drikkedunk - og deler rundhåndet ud fra lærredssækken, der er fyldt med slikposer.
Det er syvende gang, at julemanden er på sommervisit i Fredericia. Det startede, da Madsby Legeparks Venner arrangerede det første julemarked i parken. Som et "reklamestunt" for arrangementet, inviterede de børnenes bedste ven på besøg i august. Og i år var altså ingen undtagelse.
Onde tunger har hvisket, at man ikke kan tillade sig at hidkalde julemanden i august.
"De stakkels børn bliver jo helt forvirrede - og kede af det, når det ikke er jul."
Sikke noget pjat. Selvfølgelig er julemanden velkommen, uanset årstiden. Og selfølgelig kan man også tillade sig at dele en lille pose slik ud i stedet for frugt. Vær nu ikke så højtidelig.
Besøget tog kegler, ungerne var glade - og risengrøden fra Ryes Kaserne fik en klat smør - inden julemanden takkede af.
"Her er lidt varmt. Det bliver rart at vende hjem til lidt køligere vejr nordpå...".
Og så var han væk.

Publiceret 28 August 2014 08:15