Et kig bag kulisserne ombord er populært blandt borgerne.

Et kig bag kulisserne ombord er populært blandt borgerne.

Flådefartøjer besøger Haderslev

Åben skib på Søværnets uddannelsesskibe Alholm og Ertholm

Søværnets uddannelsesfartøjer Alholm og Ertholm, som Haderslev Kommune adopterede i 2010, kommer på adoptionsbesøg. Besøget finder sted i dagene 5. til 7. september.
Inden skibene ankommer til Haderslev Havn, lægger de til i Aarøsund. Her skal skibene hente en klasse fra VUC SYD, som i anledning af adoptionsbesøget har fået lov til at sejle med det sidste stykke ind til Haderslev. Udover en flot sejltur får kursisterne også mulighed for at få et lille indblik i dagligdagen ombord - en verden, der normalt kun er forbeholdt Søværnets egne folk.
Alholm og Ertholm ankommer til Honnørkajen, Haderslev Havn kl. 11.30, hvor viceborgmester Benny Bonde byder skibene velkommen til Haderslev. Kommunen er vært for en let frokost i Haderslev Marineforeningslokaler for besætningerne og inviterede gæster.
Lørdag eftermiddag er der ”åbent skib” mellem klokken 13-16. Her kan alle komme ombord og se skibene på helt nært hold, samt møde besætningerne. Det var der rigtigt mange børn og voksne, der benyttede sig af, da Alholm og Ertholm sidste år var i Haderslev.

Publiceret 31 August 2014 08:00