Betsie Müskens mistede sin søn, Derk, ved en trafikulykke for snart 15 år siden. Foto: Peter Friis Autzen

Betsie Müskens mistede sin søn, Derk, ved en trafikulykke for snart 15 år siden. Foto: Peter Friis Autzen

13-årig søn døde:

“I to år blev smerten bare værre og værre”

Betsie Müskens mistede sin ene søn. Nu støtter hun andre

Af
Peter Friis Autzen

En tidlig morgen for snart 15 år siden blev Betsie Müskens' 13-årige søn, Derk, kørt ned på vej til skole. Han overlevede ikke sine kvæstelser. Hun husker tydeligt den morgen i november 1999.
“Jeg har sovet over mig og er kommet for sent op,” fortæller hun.
Derk har dækket bord og gentager humoristisk formanende sine forældres mantra om at holde sengetiderne.
Skolevejen på fem kilometer er meget trafikeret, så derfor skal Derk kun cykle to kilometer og derfra tage bussen.
Han tager hjemmefra med lys i cykellygten og mod på skoledagen.
“Kort efter ringer en nabo og siger, at vi skal skynde os at komme, for der er sket noget med vores søn. Samtidig banker en anden på døren med samme besked,” fortæller Betsie Mürkens med ryggen til det smukke landskab i Brandbjerg ved Vejle.
“Min mand er i stalden, så jeg sender de andre børn ud at give ham besked. Inden jeg når at standse ham, springer min ældste søn på cyklen, og han når frem til ulykkesstedet lidt før mig. Han ser sin lillebror ligge livløs på vejen.”

Autopilot og smerte

Betsie Müskens og hendes mand har fem børn. Derk var den næstyngste.
“Han bliver hurtigt hentet af ambulancen og kørt til sygehuset, mens min mand og jeg følger efter. Vi ved, at det er alvorligt, men er alligevel ikke klar til at modtage beskeden, om at lægerne ikke kan gøre noget. Dagen efter dør Derk,” siger Betsie Müskens.
Den første måned efter sønnens død står ikke helt klart for hende.
“Jeg kørte på autopilot. Jeg husker dog begravelsen. Der kom rigtig mange, og da en dreng fra Derks klasse bevægede sig på en måde, der mindede om Derk, brød jeg ud i hulkende gråd,” siger hun.
Ved et julearrangement på skolen blev der sunget en salme, der på samme måde udløste minder, savn og gråd.
“Det første år blev smerterne bare værre og værre. Selv når jeg grinte, var det kun på overfladen.”

Vendepunkt

Gradvist kom glæden tilbage i Betsie Müskens' liv.
“Efter fire-fem år havde jeg i tankerne en samtale med Derk, hvor han sagde, at jeg ikke skulle græde mere. Og da min ældste søn i 2005 giftede sig, var jeg for alvor i stand til at glæde mig igen,” siger hun.

I dag er Betsie Müskens aktiv i Forældreforeningen 'Vi Har Mistet Et Barn', der yder støtte og hjælp til andre i samme situation. Find den på MistetBarn.dk

null

Publiceret 31 August 2014 11:45