Dom:

Seks års fængsel for to røverier i Fredericia

En 36-årig mand fra Fredericia blev i dag ved et nævningeting i Retten i Kolding idømt seks års fængsel for to røverier i Fredericia. Ved det ene røveri blev offeret slået med en pistol i hovedet, så han fik en flænge.
Det oplyser anklagerfuldmægtig Jesper Rubow fra Sydøstjyllands Politi.
"Jeg er tilfreds med dommen. Retten har været enig i anklagemyndighedens vurdering af sagen. Den tiltalte blev fundet skyldig i begge de røverier, som han var tiltalt for," siger anklagerfuldmægtig Jesper Rubow.
Det ene røveri, som et enigt nævningeting fandt var et "egentligt hjemmerøveri", blev begået i Fredericia fredag den 21. februar 2014 om aftenen. Retten fandt det bevist, at tiltalte maskeret og medbringende en hardballpistol lavede røveri i en lejlighed på Anders Billes Vej i Fredericia. Offeret var en 47-årig mand, der blev slået i hovedet med pistolen. Tiltalte frarøvede offeret flere effekter, blandt andet et mastercard, mobiltelefon, playstation mv.

Det andet røveri blev begået den 18. marts 2014 om aftenen. Røveriet blev lavet i en lejlighed på Ullerupdalvej i Fredericia. Offeret var beboeren i lejligheden, en 48-årig mand. Dette røveri adskiller sig fra det første røveri, idet gerningsmanden og offeret kendte hinanden. Ved røveriet medbragte gerningsmanden blandt andet en hardballpistol, som han truede med. Han fik ikke noget udbytte med fra røveriet.
Gerningsmanden blev anholdt den 19. marts 2014 og har siddet varetægtsfængslet siden.
Tiltalte nægtede under sagen, der har varet fire dage, at han havde begået de to røverier, som han var tiltalt for. Under sagen blev der afhørt flere vidner, ligesom der blev fremlagt lægeerklæringer, fotos fra gerningsstedet og tekniske undersøgelser. Dette medførte, at dommere og nævninge fandt det bevist, at den tiltalte havde lavet de to røverier.


Et "egentlig hjemmerøveri" er et røveri, der er omfattet af strafskærpelsesreglen i straffelovens § 288, stk. 2.
Det er afgørende for bedømmelsen af, om der er tale om et "egentlig hjemmerøveri", at der ikke er forudgående personlige relationer mellem offer og gerningsmand, hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i offerets hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem uanset, at offeret var hjemme.

Publiceret 16 December 2014 12:00