Trods den gode placering ligger Hestetorvet ofte øde hen til stor fortrydelse for mange af dem, der har cafeer og butikker i nærheden.

Trods den gode placering ligger Hestetorvet ofte øde hen til stor fortrydelse for mange af dem, der har cafeer og butikker i nærheden.

Reglerne skal laves om, hvis de ikke passer med planerne

Af
Anette Gundlach

- Vi skal have mere liv på Hestetorvet, og hvis loven ikke er dækkende for vores planer, så skal den laves om, siger plan- og teknikudvalgsformand Torben Jørgensen.
En gammel lokalplan fra 1993 stikker i øjeblikket en kæp i hjulet for, at der kan være cafe-liv på torvet, fordi der ikke må bygges på pladsen.
Torben Jørgensen er sikker på, at hvis der sker mere på den store plads, vil det være en gevinst for hele Roskilde, fordi det vil trække folk rundt i hele byen.
Han drømmer om, at pladsen skal være mødested for høj og lav.
Han har derfor bedt forvaltningen om at se på sager om cafeerne, der vil ud på Hestetorvet endnu engang.
- Jeg synes, at når folk byder ind med gode ideer til torvet, så er det også vores pligt at finde på løsninger.
- Torvet skal bruges til oplevelser og træfpunkt, derfor er det kærkomment, at der er nogen, der har lyst til at gøre noget.
- Hvis vi vil have udviklet Hestetorvet, skal en lokalplan ikke stå i vejen for os, siger Torben Jørgensen.
Han kan også sagtens forestille sig, at en del af julemarkedet kommer hen på denne torveplads. Ligesom en torvedag ville være en mulighed.
- Alt er åbent for torvet, og hvis det kræver en ny lokalplan, er det sådan en vi skal i gang med.

ag@roskildeavis.dk

null

Publiceret 29 December 2014 00:00