Syddanmark i Bevægelse er et nyt sundhedskoncept, hvor alle kan være med. Foto: Mostphotos

Syddanmark i Bevægelse er et nyt sundhedskoncept, hvor alle kan være med. Foto: Mostphotos

Syddanmark skal bevæge sig mere

Nu begynder Syddanmark i Bevægelse og du kan være med

Af
Rune Weitling

Er du klar til en udfordring og motiveret for at få en ny livsstil?
Så er det nye sundhedskoncept Syddanmark i Bevægelse med start 5. januar helt sikkert noget for dig. Syddanmark i Bevægelse er ikke endnu en slankekur, men derimod et koncept, hvor man med fokus på kost, motion og trivsel skaber et fundament, hvor det er muligt for alle, uanset vægt og kondition, at opnå succes.

“Syddanmark i Bevægelse er et projekt, hvor deltagere fra byerne Tønder, Aabenraa, Kolding og Esbjerg kan kæmpe mod hinanden. Det handler i bund og grund om, at vi skal dyrke mere motion og skabe os en bedre livsstil. Vi sidder alt for meget ned,” siger Claus Berg fra arrangørgruppen og fortsætter:

“Man skal naturligvis først og fremmest deltage for sin egen skyld. Men vi har indlagt en konkurrencedel, så man kan kæmpe mod andre hold og andre byer om det største vægttab (målt i procent) og meget andet, ligesom der løbende vil være forskellige events i de forskellige byer,” siger Claus Berg og røber, at der er præmier for 100.000 kroner i alt.

Eskild Ebbesen er med

I projektet kan alle lige fra private til firmaer over strikkeklubber, kortklubber og venindeklubber deltage. Alle kan være med, man blot skal tilmelde sig som hold á 4 personer, og har man ikke lige et hold at være med på, er det også muligt at tilmelde sig alene og blive 'parret' med andre.

“Svømmehaller og motionscentre er ligeledes med i projektet, mens en række eksperter også er tilknyttet projektet, således at deltagerne kan få råd og vejledning til at opnå succes. Blandt andet er den tidligere roer og OL-guldvinder Eskild Ebbesen med,” siger Claus Berg og tilføjer, at der også er indgået aftale om gratis frugt, økologisk havregryn og økologisk mælk til alle deltagere, ligesom diætist Malene Iskov er koblet på projektet.
“Målet er, at når de ti uger er gået, så er deltagerne sundere, gladere og har opnået et vægttab på ca. 8-10 kg pr. deltager,” siger Claus Berg og fortsætter:

“Målet er ikke, at vi 'bare' skal tabe os i det her projekt. Målet er mere langsigtet, og vi ved, at det skaber en aktiv hjerne at dyrke motion, ligesom vi reducerer antallet af depressioner og mindsker folks medicinforbrug. Og så får man jo også bare generelt meget mere energi og overskud i hverdagen, når man er aktiv,” siger Claus Berg, som især mener, at firmaer kan få et forbedret arbejdsmiljø ved at deltage i Syddanmark i Bevægelse.
Læs meget om projektet og om, hvordan du tilmelder dig på: www.ibevaegelse.dk

Publiceret 01 January 2015 11:30