De fleste koldingensere holdt sig til at fejre nytåret frem for at lave ballade.

De fleste koldingensere holdt sig til at fejre nytåret frem for at lave ballade.

Kolding kom roligt ind i 2015

Både ballademagerne og knaldperlerne forholdt sig ganske stilfærdigt nytårsaften

Nytår Lokalpolitiet i Kolding havde god tid til at nyde den sidste aften i 2014, for koldingenserne formåede at opføre sig ganske fornuftigt i blandingen af alkohol og krudtrøg.
Som altid var der dog optræk til flere slagsmål i byen, men en af de mere alvorlige gik faktisk ud over politiet selv, da ordensmagten var kaldt ud til gadeuro i Gråbrødregade. Da de ankom, var en 22-årig mand så meget oppe at køre, at han besluttede sig for at politiet skulle have øretæverne. Det gik ud over en betjent, som blev tildelt et slag i baghovedet. Heldigvis uden at komme noget alvorligt til.
“Vi blev nødt til at pacificere manden med peberspray, så han var temmelig aggressiv”, fortæller vicepolitinspektør Verner Pedersen.
Med til historien hører også, at den 22-årige mand var på udgang fra afsoning af en anden dom. Nu er han imidlertid igen bag tremmer, bemærker Verner Pedersen.

Løb ind i mur

På skadestuen havde personalet også en forholdsvis stilfærdig aften. Afdelingssygeplejerske Ella Boel fortæller dog, at der har været relativt mange voldsrelaterede skader.
13 personer havde brug for behandling af fyrværkeriskader. Det er to færre end sidste år. De fleste var heldigvis nogenlunde uskyldige i form af brandsår på hænderne. En enkelt person er imidlertid blevet overflyttet til Odense for behandling af en øjenskade.
I den mere kuriøse ende, blev tre personer behandlet for skader, de pådrog sig, da de løb væk fra det fyrværkeri, de netop havde antændt. To af dem vred rundt på foden i skyndingen, mens den sidste tilsyneladende glemte at se sig for, og det resulterede i, at vedkommende blev standset af en mur.

Publiceret 03 January 2015 10:00