ESVAGT har netop landet en ordre på servicering af havmølleparken Dudgeon Offshore Wind Farm, hvor operatøren er Statoil.

ESVAGT har netop landet en ordre på servicering af havmølleparken Dudgeon Offshore Wind Farm, hvor operatøren er Statoil.

Erhverv:

Esvagt vinder stor ordre

Esvagt vinder endnu en ordre på havmølleparker

I begyndelsen af 2015 vil to nybyggede Esvagt skibe begynde serviceringen af havmølleparkerne 'Baltic 2' og 'Butendiek'.
For nylig landede Esvagt nemlig endnu en ordre på servicering af havmølleparker: 'Dudgeon Offshore Wind Farm', en godt 400 MW stor havmøllepark ved den engelske østkyst, som fra efteråret 2016 skal serviceres af et Esvagt SOV (Service Operation Vessel) serviceskib, der er specielt udviklet til formålet. Ordren, som løber i fem år plus optioner, er ifølge Esvagts adm. direktør Søren Nørgaard Thomsen 'signifikant':
“Vi er stolte af, at Statoil, som operatør for Dudgeon offshore vindmøllepark, viser os tilliden og tror på både vores koncept og kompetencer,” siger Søren Nørgaard Thomsen i en pressemeddelelse.
Til at løse opgaven har Esvagt bestilt et SOV serviceskib ved det norske værft Havyard Ship Technology. Værftet, der er beliggende i Leirvik ved Sognefjord er kendt for design og bygning af fartøjer til specielle formål. Havyard står også bag byggeriet af de to serviceskibe til 'Baltic 2' og 'Butendiek', som Esvagt får leveret i starten af 2015.
Det nye SOV skib til Dudgeon vindmøllepark får plads til 40 vindmølleteknikere. Teknikere, der skal udføre service og vedligehold på vindmøllerne, skal bo på skibet, hvorfra de servicerer møllerne og bl.a. overføres til møllerne via et særligt gangvejssystem. SOV-konceptet er en vigtig brik i havmølleoperatørernes bestræbelser på at reducere de samlede omkostninger til energiproduktionen.
Esvagt har de senere år arbejdet målrettet på at etablere sig inden for offshore vind. Fire væsentlige kontrakter på serviceskibe til havmølleparker bekræfter Søren Nørgaard Thomsen i, at Esvagt har valgt den rette strategi:
“Vores målrettede engagement på offshore vind har vist sig at være rigtigt, og vi glæder os til at etablere os yderligere inden for forretningsområdet,” siger Søren Nørgaard Thomsen.
Den nye ordre ventes at betyde cirka 40 nye arbejdspladser i Esvagt.
FAKTA: Esvagt
Esvagt har 39 skibe og 850 medarbejdere, heraf ca. 800 søfolk. Medarbejderstaben blev udvidet med 100 nye kolleger alene i 2014. Virksomheden er etableret i 1981 og indviede tidligere i år nyt domicil på havnen i Esbjerg.

Publiceret 05 January 2015 09:15