Fra et tidligere ungdomsstævne i Køge-hallen. (Arkivfoto: JCJ).

Fra et tidligere ungdomsstævne i Køge-hallen. (Arkivfoto: JCJ).

500 børn mødes til indefodbold i Køgehallen

Sparekassen Sjælland Cup - Fra Ælling til Svane

FODBOLD: I weekenden den 10.-11. januar afholder Børneafdelingen i Køge Boldklub stævne for 500 børn i alderen 5-9 år i Køgehallen.
Det er ikke et helt almindeligt stævne Børneafdelingen er vært for, fordi der er gjort klar til en masse sjov og ballade ud over en masse god fodbold. Alle holdene bliver præsenteret for publikum ved en fælles indmarch i røg og damp, og bagefter er der selvfølgelig flotte pokaler til alle, ligesom alle hold får en gaveposer med spændende ting fra stævnets sponsorer Sparekassen Sjælland, Kvickly Køge og Castus.
HB Køge spillere står for præmieoverrækkelserne om lørdagen sammen med Nicholaj Frimann, bankdirektør i Sparekasen Sjælland. Og så får alle spillere også en high-five af svanen Svante, der er HB Køges maskot. Under kampene er der musik og stævnespeakere, der underholder publikum.
- Vi kan ikke lave sådan et stævne her uden en kæmpeindsats fra de mange frivillige i Børneafdelingen. Alle årgange stiller med frivillige hjælpere til alt lige fra dommerbord, modtagelse, indmarch, turneringsplan, opstilling, oprydning o.s.v. Det er dejligt at se, hvor mange der vil være med til at give børnene en fed fodboldoplevelse, siger børnechef Frederik Ullerup, der glæder sig over den store fremgang børnefodbold har i Køge i øjeblikket.
- Vi har lige åbnet for endnu et "Børn til Bold"-hold, hvor 0-4 årige kan få lov at lege og grine med en forældre imens de leger med bold. Nu har vi 3 hold om onsdagen og lørdagen. Vi har fremgang i hele afdelingen, og der er fantastisk opbakning til årgangene, siger Frederik Ullerup.
Lørdag spiller årgang 2008 fra kl. 09.00-12.15 og årgang 2009 fra kl. 13.00-15.30. Søndag går det løs med årgang 2007 fra kl. 08.30-13.00 mens årgang 2006 spiller fra kl. 13.30-18.30.
Der er gratis adgang for publikum.
pm

Publiceret 08 January 2015 16:00